”Frække Friderik”
”Frække Friderik – Fortællingen om en doven dreng” er en aldrig tidligere trykt billedbog af Ole Lund Kirkegaard (1940-1979). Billedbogen er fra slutningen af 1960´erne og var oprindeligt en historie, som han tegnede og fortalte til datteren Maya. ”Frække Friderik…” er et ualmindeligt dejligt ”gensyn og -hør” med en tidlig Ole Lund Kirkegaard.
Anmeldelser
"Frække Friderik – Fortællingen om en doven dreng"
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2008
28 sider.
”Her har vi Frække Friderik. Frække Friderik bor på en tørresnor.”
Sådan åbner Ole Lund Kirkegaards billedbog. Friderik er ikke bare en doven dreng, han er en meget doven dreng. Faktisk vil han helst sove hele dagen, men han skal jo overleve, så han tuller rundt til byens butikker, hvor han ved hjælp af små løgnehistorier tiltusker sig mad og slik. Han lover at komme tilbage næste dag, men løber fra sine løfter. Så tager byens handlende affære, og Frække Friderik må værsgo tage fat og arbejde sin ”gæld” af. Med andre ord: han må lære det! – Eller hvad?
Næh, i Ole Lund Kirkegaards univers er børn autonome væsener. Friderik tager sin seng, sin tørresnor og sin paraply og rejser et andet sted hen, hvor han kan blive fri for at arbejde for føden.
”Så nu kender du ham, hvis han en dag skulle flytte til den by, hvor du bor.”
Så er også DU advaret imod dette sære Ole Lund Kirkegaardske umoralske? Barn, der godt ved, hvad han selv vel!
Bogen er gengivet med Ole Lund Kirkegaards originale fedtfarvetegninger, ligesom siderne er trykt efter det oprindelige hæfte. Kun teksten er blevet sat på ny, hvor den i sin tid blev skrevet på en skrivemaskine.
Det er bare en herlig billedbog, frisk som ”en fisk” fra de berømte år i tresserne. Der er en fandenivoldskhed til stede, noget, der var så typisk for de store fra dengang for snart længe siden!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Maj 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

