Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Frisind

En række markante kulturdebattører tager i bogen ”Frisind – antologi” temperaturen på den danske kulturkamp og det danske frisind. Der er nu gået fem år, siden den borgerlige kulturkamp blev indledt ved regeringsskiftet i 2001. Ingen ”smagsdommere”, intet kammerateri, væk med rundkredspædagogikken og kamp for ytringsfriheden, som man selv på det skammeligste forsøger at knægte (DR!). Ægte frisind er – som Erik A. Nielsen udtrykker det i sin glimrende artikel – en evne og en praksis! Jeg gentager: En evne og en praksis!

Anmeldelser

”Frisind – antologi”
Redigeret af Steen Sohn
Forlaget Sohn, 2007
184 sider.

Forfatteren Jette Drewsen har skrevet artiklen ”Krig er Kongernes Idræt”, og hun går – som flere andre tæt på Danmark som krigsførende nation. Hun skriver fx: ”…Jo, jo, jeg synes fortsat, at det ville være godt, om verdenssamfundet kunne afskaffe de værste tyranner og hjælpe til at indføre demokratier, hvor intet demokrati eksisterer. Men for det første skal det ikke ske på løgnagtige grundlag, og for det andet kunne det være fantastisk at se, om al den frisindede og demokratiske hjælpetrang, som gjorde sig gældende ved starten af Irakkrigen, også kunne tænkes at finde sted for lande, hvor olien ikke springer.” (side 105)
Hun trækker det skarpt op og skriver, at ”frisindet er blevet dekadent, når det uden videre accepteres, at vi går i krig på en usandhed.” Hørt!

Forfatteren Bente Hansen vender i sin glimrende artikel - ”Frisindet er relativt” - blikket mod tre fænomener fra nyere tid, nemlig den seksuelle frigørelse, kvindernes frigørelse og synet på migrationen (både ind- og udvandring).

Georg Metz, columnist i ”Information”, hvor han hver eneste lørdag elegant får nævnt, at statsministeren engang har lavet kreativ bogføring som skatteminister, har skrevet en interessant artikel med bid i. Han skriver bl.a.: ”Den klassiske frisindede borgerligheds debatkultur er kendetegnet ved åbenhjertig samtale, hvor værdidomme og andre domme fældes på grundlag af den fælles vedtagne metodiske saglige vurdering af kilderne. Med andre ord den kritiske metode med rod i oplysningstiden og det moderne gennembruds forestillinger om saglighed og videnskabelighed. Hvis kritikken af kilderne ophæves, er samtale af den art i virkeligheden ikke mulig, og debatten er afskaffet. Uoverensstemmelser kan ikke bringes ud af verden eller blot belyses forsvarligt ved argumenter, for argumenter baseret på viden og vel at mærke afprøvet viden tæller ikke.” (side 54)
Georg Metz beskæftiger sig i sin veloplagte og skarpe artikel også med kulturradikalismen, som jo just heller ikke er regeringens livret.
Metz citerer Elias Bredsdorff, der introducerede kulturradikalismen i 1955 som: ”… en tankegang, der bygger på respekten for mennesker, tænker i internationale perspektiver, og er belastet med social samvittighed.” (side 56) - Gode ord at have med sig!
Georg Metz slutter optimistisk: ”…Frisindet overlever vås og bornerthed. Det har for længst vundet den egentlige kamp. Nu mangler politikere med hjertet på rette sted at vinde den politiske.” (side 60)
Forfatteren Inge Eriksen beskæftiger sig med regeringens håndtering af Muhammedtegningerne og slår fast, at et samfund skal måles på dets behandling af mindretallene.

Professor Thomas Højrup kigger i sin kloge artikel på begrebet anerkendelse stater og grupper imellem.

Hanne Reintoft mener, at begreber som kulturfundamentalisme og nationalromantik har et tag i de dele af befolkningen, der er dårligst tjent med denne politiks indhold og hensigt. Og så skriver hun tankevækkende, at medieudhængningen og kontrolmekanismerne i samfundet er lige så hårde metoder som træhesten og den spanske kappe!

Egon Clausen betragter alle former for politisk og religiøs fundamentalisme for at være frisindets absolutte modsætning og fjende.

Leif Bork Hansen, der har udvist stor civil courage i flygtningespørgsmål, skriver bl.a., at ”det er lettere at sende danske soldater i krig, end at åbne grænserne for mennesker på flugt. Den forsonende Kristus med åbne arme på Jellingestenen er vores pas, men det er blevet til: ”Her går grænsen.””

Rune Lykkeberg citerer Jürgen Habermas: ”Kun ét måde intellektuelle ikke tillade sig selv: at være kyniske.” – og endelig tager Curt Sørensen i antologiens afsluttende essay ”Intolerancens anatomi” under grundig behandling. Bl.a. påviser han – efter min mening med rette – at demokratiet har svagere rødder, end vi normalt forestiller os.

”Frisind – Antologi”, der er mere end værd at sætte øjnene i og – ikke mindst – diskutere med både venner og fjender - er den anden udgivelse i en kvartet, som forlaget udgiver. Første udgivelse hedder ”Holdbar velfærd – også for kommende generationer” (2006), og de kommende udgivelser vil omhandle ”Det social Danmark – hvor er solidariteten?” og ”Det globale Danmark – hvordan skabes en bæredygtig miljø- og erhvervspolitik?”

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2007.