”Det er ganske vist”
Illustratoren Irene Hedlund (f. 1947) startede med at hylde H.C. Andersen sidste år med Andersens måske ikke så kendte, men morsomme og ironiske eventyr, "Sommerfuglen", der er vidunderligt at læse op. Det er en smuk, smuk billedbog. Nu er det ganske vist, at Irene Hedlund har gjort det igen med den mere kendte Andersen-historie "Det er ganske vist", der er blevet fortolket yderst originalt.
Anmeldelser
"Det er ganske vist"
H.C. Andersen
Illustrationer: Irene Hedlund
Klematis, 2005
32 sider
Om
En høne mister en enkelt lille fjer. Og så løber historien rundt i kvarteret med høj fart. Da den igen havner hos hønen, kan hun overhovedet ikke genkende sin egen historie. Heldigvis er det ikke sådan "ude i virkeligheden"! (Ha, ha!)
Tegningerne indbyder til en spændende opdagelsesrejse blandt ikke blot høns, men også blandt andre eventyrlige væsner i en skøn blanding af middelalder og surrealistisk fremtid. Hønsehuset er en fugl, hønsene er kvinder! - jo, du læste rigtigt - husene har ansigter, små rumvæsener og ditto uhyrer alle vegne, uglen er i ridderdragt, det vrimler med æg alle vegne, æg i æggebægre kan med enkle Hedlund-tegnesving blive til græske møller, plukkede høns i blomsterranker ligner en linie på et fjerkræslagteri - et væld af pudsige og morsomme situationer. Det er bare så flot og fornemt.
Det er endnu en enestående Andersen-fortolkning. Han må glæde sig over alle grænser i sin himmel. Intet mindre!
Bent Rasmussen, april 2005

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

