Gaven til far
Knud og hans mor skal købe en gave til faderen, der snart har fødselsdag - og Knud glæder sig, for han elsker at være hemmelig. Det er i al sin enkelthed udgangspunktet i Lea Leténs billedbogsopus nummer to med titlen ”Gaven til far”. Opus 1 var den festlige og sjove ”Mor og Minna i svømmesalen”, der udkom i 2006.
Anmeldelser
”Gaven til far”
Lea Letén
Høst & Søn, 2007
32 sider.
Lea Letén (f. 1982) bor i Århus, hvor hun studerer. Hun er autoditakt tegner.
Faderen skal – er Knud helt sikker på - have et par flotte sokker, men på indkøbsturen sammen med mor får Knud pludselig øje på den flotteste lilla kam. Desværre er faderen skaldet som et æg!
Lea Letén skildrer på fornem vis glæder og skuffelser i børnehøjde:
”…Så leger de andre børn videre. Knud vil bare sidde alene. Han tænker på far. Og på at far ikke har noget hår. Det havde han helt glemt. Han syntes bare, at kammen var så pæn og så lilla.
”Det er en dum gave, jeg har købt. Den er helt forkert,” tænker Knud.
Åh nej, så ked af det far bliver, når han ikke kan bruge kammen. Knud får ondt helt inde i hjertet, når han tænker på det.”
Men faderen er – selvfølgelig - både en klog, god og kreativ far!
En i bedste forstand sød billedbog for de ældste i børnehaven og de yngste i folkeskolen.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

