Glaskuplen

En gammel dame har som sin mission at rydde op efter døden. Hun samler døde og fladtrykte dyr op og putter dem i tynde skindposer. Hun renser sågar lastbilernes lygter om natten for insekterne med en pincet, og om dagen arbejder hun i sit værksted. Alle de døde dyr bliver placeret i glaskuplen, en slags (jordisk) paradis, hvor alle har deres plads i glaskuplen – undtagen kaninerne, for ingen er fine nok til kaninerne.

En aften finder den gamle dame en død lille pige, der er det smukkeste, hun nogensinde har set. Også pigen kommer hun i en tynd skindpose og fragter hende hjem, hvor den gamle dame syr en ny kjole til hende og bærer hende ud i glaskuplen. Den gamle dame tilbringer den første nat i glaskuplen, dækker skovbunden med mos og fylder en skål med vand til kaninerne, der flokkes om pigen.

Men efter oplevelsen med pigen var den gamle dame aldrig mere alene på sine ture, for hver nat bemærker hun en sort skygge – en mand – foran sig. Hun finder pigens gamle kjole frem, klipper stykker af den og binder dem fast til træerne langs stien. Manden – skyggen – samler tøjstumperne sammen og finder på den måde frem til den gamle dames smukke paradis, glaskuplen. På slutbilledet står manden og kigger ind i den smukke glaskuppel, men er ikke i stand til at komme ind i den.

Hvem er han? Er det døden? Er det pigens far, der vil følge efter sin datter i døden? Hvad er meningen med at udstille de døde skabninger? Er den gamle dame en slags gud, der evner at lade de døde genopstå? Demonstrerer manden den uoverstigelige grænse mellem liv og død? Er døden ikke mørke, men lys? … Mange spørgsmål – ja, men der gives ingen klokkeklare tolkninger!

Det er en smuk, smuk billedbog med en fortættet tekst, hvor der ligger utrolig meget mellem linjerne, og Lilian Brøgger har selvfølgelig fuldstændig fat i historien og tegner – akkompagnerer! – igen, igen… helt utroligt flot.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
November 2010.