”Gnomer, trolde og uhyrer”
Den irske forfatter Martin Waddell (f. 1941) – modtager af H.C. Andersen-Medaljen 2004 – har sammen med den morsomme engelske illustrator Tony Ross (f. 1938) lavet en herlig bog med fjorten spændende historier om spøgelser, uhyrer, onde ånder og andre mystiske væsner.
Anmeldelser
”Gnomer, trolde og uhyrer”
Tekst: Martin Waddell
Illustrationer: Tony Ross
På dansk ved Kina Bodenhoff
Gyldendal, 2009
128 sider.
Martin Waddell har genfortalt – og Kina Bodenhoff har oversat til herligt dansk – fjorten klassiske eventyr i ”Gnomer, trolde og uhyrer”.
Vi hører om drengen Pjalt, der møder ”Kolde Johnny”, et skelet, der gerne vil have en skål varm suppe. Det koges bl.a. på hans højre skinneben! ”Bruden” handler om nogle havgnomer, der pønser på at bortføre den smukke og gode Jeanie, lykkeligt gift med Sandie og mor til tre skønne unger, men takket være Jeanies ubegrænsede tillid til Sandie får gnomerne ikke held med deres forehavende.
De andre eventyr hedder: ”Smørret er væk”, ”Dansen med Francie”, ”Tom Cockle”, ”Tom Tit Tot”, ”Den funklende mark”, ”Kvinden fra søen”, ”Uhyret i kirkeruinen”, ”Spøgelset fra Porlock”, ”Sivhætte”, ”Vi flytter”, ”Vogterne” og – ikke at forglemme – ”Monsteret fra Monsterskoven”.
Sidstnævnte citeres her i sin helhed og al sin gysende gru:
”Lille Mannie kom gående helt alene i Monsterskoven ved midnatstid. Natten var kulsort, for der var ingen måne og ingen stjerner på himlen, der lyste. Monsteret fra Monsterskoven kom ud af mørket og stod foran lille Mannie og spærrede vejen for ham.
Dets øjne var gloende røde, og dets lange fedtede hår nåede ned til dets knoklede knæ. Dets tånegle var krumme som fiskekroge. Dråber af blod dryppede fra dets blårøde læber, idet det grinede til lille Mannie og blottede sine knivskarpe tænder.
”Jeg er ik-ik-ik-ikke bange for dig!” stammede lille Mannie.
”Det burde du ellers være, lille Mannie!” sagde det.
Og så åd det ham.”
Og så er den historie ude! UPS!
Der er andre grusomme monstre, uhyggelige spøgelser, hadefulde nisser, mystisk spiritus, m.m. Alt sammen fortalt i en morsom og underfundig tone og – ikke mindst – støttet af Tony Ross´ pragtfulde billeder.
Martin Waddell fortæller morsomt, skræmmende og spændende. De fleste af historierne har han – fortæller han i forordet – fået fortalt som barn i Irland, hvor han boede i et lille hus for foden af Mournebjergene, og ”… nu er det min tur til at fortælle dem, for jeg ved ikke noget bedre end at fortælle historier.” (side 6)
Det tror man så sandelig på! ”Gnomer, trolde og uhyrer” er en fornem udgivelse, som ethvert skolebibliotek bør anskaffe.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

