Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

“Anthony Greenwood og gidslet i Afrika”

”Anthony Greenwood og gidslet i Afrika”, der er skrevet af Renée Toft Simonsen, er andet bind i serien om den 13-årige agent Anthony Greenwood. Første bind i serien – ”Anthony Greenwood og den amerikanske præsident” - udkom oktober 2005.

Anmeldelser

”Anthony Greenwood og gidslet i Afrika”
Renée Toft Simonsen
Ill.: Gabriel Diaz
Politikens Forlag, 2007
132 sider.

I bind 1 - "Anthony Greenwood og den amerikanske præsident" - får den 13-årige superagent Anthony Greenwwod en hemmelig mission, da den blå telefon i Andalusiens bjerge ringer. Han tager til København og senere til USA for at redde præsidenten fra et attentat. Sådan! Historien er illustreret af Lars Gabel.

I bind 2 - "Anthony Greenwood og gidslet i Afrika" - er Anthony Greenwood fortsat  hemmelig agent for den internationale efterretningstjeneste og - uden tvivl - verdens bedste af sin slags. Derfor tilkaldes han til en ny og farefuld mission: Den svenske statsminister er blevet kidnappet og befinder sig ude i den afrikanske jungle - meget godt bevogtet af den splitterravende bindegale Mosquitos og det grusomme vagtkorps Muleva. Det er kun Anthony Greenwood, der kan redde ham, hvis han overhovedet kan … Hvad er der mon los i Zimbabwe?

Iflg. en "googling" er det egentlig ikke Renée Toft Simonsen, der har opfundet hovedpersonen Anthony Greenwood, men derimod hendes mand, sangeren Thomas Helmig. I sine fantasifulde godnathistorier for parrets børn digter han de dramatiske historier om den unge agent fra Andalusien, der arbejder for den internationale efterretningstjeneste. Renée Toft Simonsen har været med på en lytter og skrevet bogen om Anthony Greenwood!

Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter til flere børnebøger, bl.a. den fine og populære serie om pigen Karla. Gabriel Diaz har forsynet historien med tegneserie-inspirerede illustrationer, som understreger dramatikken og den intense stemning i historien.

"Anthony Greenwood og gidslet i Afrika" er en veldrejet action-historie for de 10-12-årige (drenge).

I august i år romandebuterede Renée Toft Simonsen med samtidsromanen "Tirsdag formiddag", som hun har høstet mange anmelderroser for. Romanen handler om lægen Iben, der egentlig burde have det godt med mand, børn, job og god økonomi, men en angstneurose er langsomt ved at overtage hendes liv. Hjælpen kommer uventet, da hun finder ud af, hvordan andre kvinder kan have det.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
oktober 2007.