Gudløs
For ”Golak” – bind 1 i trilogien ”Det Døde Land” – modtog Josefine Ottesen Kulturministeriets Børnebogspris 2008. Her var musikken i fokus. I ”Genfødt” var der fokus på human engineering. Altså er det muligt at skabe mennesker og udstyre dem med specielle begavelser, kompetencer? Og er det muligt at give dem et evigt liv på det, der er tilbage af den blå planet, jorden, efter den store katastrofe? Det er i al korthed, hvad ”Genfødt” med Jonah som den altdominerende hovedfigur handlede om.
Anmeldelser

”Gudløs”
(”Det Døde Land 3”)
Josefine Ottesen
Høst & Søn, 2011
282 sider
Nu er sidste bind i trilogien, ”Gudløs”, udkommet, og her er fokus på, hvad det vil sige at være et menneske. Jonah må flygte fra By 21, hvor han med sin fine intelligens har haft en kæmpe chance for at opbygge en strålende karriere og et luksusliv – han bliver faktisk læge, foretager operationer – men det er umuligt for ham at underkaste sig systemet, der indeholder en kynisme ud over alle grænser, som han ikke kan acceptere.
Det bliver en barsk flugt. Uden for By 21 ligger et dødsensfarligt, lovløst land styret af grådige og desperate krigsherrer. (Sådan er det ikke i virkeligheden, vel?) Han møder aggressive golakker, købmand og skraldemænd, der vil score kassen på resterne af det forhenværende velfungerende og højteknologiske samfund. Her i 25-året for Tjernobyl-ulykken, atomulykken i Japan, tsunamier, m.m. er det ikke svært at forestille sig, hvad det er for et landskab, Jonah rejser igennem. Ottesens billeder står knivskarpt på læserens nethinde.
Jonah erfarer på egen krop den kynisme, der hersker uden for By 21, bl.a. at man totalt skruppelløst bruger andres organer, ja, man avler ligefrem børn, hvis organer udelukkende skal bruges til salg.
Jonah har det, som de fleste i By 21 ikke har, nemlig samvittighed, og det er både godt og ondt, for han må kæmpe som en bersærk for at få skabt en mening i meningsløsheden. Han er flere gange tæt på at give op, for han må også leve med sine egne svigt, bl.a. slog han jo sin bror ihjel, da han forlod den alternative landsby i bind 1, ”Golak”. Så hvad er det for et menneske, han vil have mulighed for at være?
Til sidst i romanen møder han pigen Lilli og gør hende gravid, og nu bliver han for alvor bange for at påtage sig sin del af ansvaret, men en god samtale med den kloge mand Erkan får ham bragt på sporet igen, for størst af alt er jo kærligheden – heldigvis – hvor svær den end er. Og selv om man ikke kan sige, at romanen/trilogien slutter afklaret og håbefuldt, så spirer der midt i dystopien alligevel et lille håb:
”I det samme mærkede han en lille bevægelse fra hendes mave. Det føltes som et strejf af en fuglevinge.
Et smil bredte sig over hendes ansigt. ”Barnet! Det sparkede.” (side 282)
Josefine Ottesen har skrevet en barsk, kompromisløs og eksistentiel trilogi, som gør et uudslettelige indtryk, og stiller det store og gode spørgsmål: hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Maj 2011.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

