En historie halvvejs på hovedet

Men hvad hændte der egentlig efter foreningen?

En dag opdager kongen, at nogen har stjålet dagen. Han har aldrig før været ude i mørke, for han skulle jo leve lykkeligt! Statsministeren forsøger at berolige ham og fortæller - hvad folket tror - at en sort drage har for vane at stjæle dagen, indtil den har fået nok af den og lader solen vende tilbage.

Dragen har kun et øje, som den ser med om natten. Kongen befaler, at dragen skal slås ihjel, og den, der kan det, vil få prinsessen og det halve kongerige. Men folket vil ikke have, at der sker dragen noget, for hvis det altid er dag, kan man aldrig hvile sig, fårene behøver ikke at få en tyk pels, og så får man ingen uld, osv. Derfor søger de hjælp hos en sovende kæmpe, da der kommer en tapper og fortryllende prins for at jage dragen.

“En historie halvvejs på hovedet”, der er skrevet af den brasilianske forfatter Ana Maria Machado, er en sjov og herlig parodi på de europæiske eventyrs stereotyper - “og de levede lykkeligt til deres dages ende” - men historien trækker også på en indiansk myte om årsagen til natten - og forener således flere forskellige kilder. Og den ender naturligvis lykkeligt. Kongen indser, at han ikke kan styre alting, prinsen bliver Kvæghyrde, og prinsessen begiver sig ud på en lang (dannelses)rejse for at lære andre mennesker og steder at kende, hun vil ikke gifte sig med prinsen: “… hvis hånden er min, er det også mig, der bestemmer. Jeg gifter mig kun med den jeg selv ønsker, og når jeg ønsker det…”. - Sådan!

Prinsen, der altså nu er Kvæghyrde, møder så Hyrdinden, og de snakker meget længe sammen og beslutter at søge råd hos Kæmpen, der spørger: “ I holder af hinanden, ikke sandt? Og vil gerne være sammen? Så tror jeg, det er bedst, at Hyrdinden gifter sig med Kvæghyrden…” - Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om de lever lykkeligt sammen til dages ende, men de er under alle omstændigheder startet med et godt udgangspunkt!

Fine, humoristiske tegninger af den mexicanske illustrator Rafael Barajas.

Det var en skilsmisse, der affødte “En historie halvvejs på hovedet” - har Vagn Plenge, Forlaget Hjulet/ALOA, fortalt pr. mail. Dybt ulykkelig tænkte Ana Maria Machado, der gæstede Børnekulturmessen i Øksnehallen i september, på dette med, at eventyrene ender med, at de giftede sig og levede lykkeligt til deres dages ende… men hvordan går det (ikke) i virkeligheden. Måske burde prins og prinsesse i virkeligheden slet ikke have hinanden!

Den brasilianske forfatter Ana Maria Machado er en meget læst og populær forfatter i hele Latinamerika. Hun fremhæves - med god grund - især for sine poetiske, morsomme og sprogligt underfundige fortællinger for børn og unge. Hun har skrevet over 100 bøger af så at sige enhver slags - også romaner for voksne - og det samlede oplag når op på adskillige millioner. Hun er en stor kender af børnelitteratur - også globalt - og har en årrække været medlem af og en periode formand for H.C. Andersen-Prisens jury. I 2000 modtog hun selv prisen.

På dansk findes “Øjne på verden” (Hjulet, 1989), billedbogen “Dejlige pige” (Andre Kulturers Selskab, 1996) med illustrationer af Rosana Faria og - netop udkommet - “En historie halvvejs på hovedet”. På svensk har jeg desuden læst “Isabel” (Opal, 1988), der i bedste brasilianske stil bevæger sig let og ubesværet mellem nutid og fortid og nutid og fremtid. Hovedpersonen er teenageren Isabel, som en dag finder et gammelt foto af sin mormors mor (oldemor). Isabel taber helt sit hjerte til dette foto og bærer det rent faktisk så tæt ved sit hjerte, som hun kan. Hun bliver meget optaget af, hvilket liv mormors mor har haft og begynder - som den naturligste ting af verden - at føre lange samtaler med hende - og får til gengæld et godt, gedigent, gammeldags og konservativt modspil om, hvad man kan - og navnlig - hvad man ikke kan! Gang på gang bliver Isabel belært om, at sådan kan en ung pige ikke gøre, men Isabel argumenterer det bedste, hun har lært. Det hele handler selvfølgelig om, at hun - Isabel - skal finde sin egen identitet, sit selv, sine rødder, kort sagt det gode eksistentielle spørgsmål: hvem er jeg? Det hele sættes i relief i slutningen af romanen, da Isabel møder sin egen datterdatter. Sådan gør man med legende lethed i en brasiliansk børnebog. Magisk realisme!

Bent Rasmussen