H.C. Andersen – en kanonforfatter
”H.C. Andersen – en kanonforfatter” indgår i Dansklærerforenings Forlags kanonserie, hvor intentionen er at præsentere de 14 kanonforfattere, se dem i forhold til deres samtid, give prøver på deres forfattervirksomhed og eksempler på deres aktualitet i dag.
Anmeldelser

”H.C. Andersen – en kanonforfatter”
Thorkild Borup-Jensen
Dansklærerforeningens Forlag, 2010
72 sider.
Om
Thorkild Borup-Jensen er efterhånden godt halvvejs igennem sin præsentation af kanonforfatterne i Dansklærerforeningens Forlags glimrende portrætserie. Bøgerne om forfatterne Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Peter Seeberg, Tom Kristensen, Johs. V. Jensen, Klaus Rifbjerg, Martin A. Hansen og senest H.C. Andersen er udkommet, og det er mere end fornem portrætkunst. På blot 72 sider får Thorkild Borup-Jensen drejet et skræmmende skarpt og præcist portræt, som det er en fornøjelse at kaste øjnene i.
”H.C. Andersen – en kanonforfatter” er bygget op i 4 kapitler:
1) ”Hvem er han?”, hvor Thorkild Borup-Jensen giver et signalement af Andersen, som han kender så godt fra sit flotte værk ”H.C. Andersens eventyr i billeder” (2004).
2) ”H.C. Andersen i samtiden” handler om Andersen begejstring for sin egen samtid og fremtiden.
3) ”Skriveaktiviteter og skrivemåder” har fokus på Andersens omfattende skrivelyst og eksperimenter.
4) ”Eventyr og læsemåder”, hvor Borup-Jensen suverænt demonstrerer mangfoldigheden og spændvidden i H.C. Andersens eventyr og den påvirkning, de har haft på andre forfattere.
Endelig findes der bag i bogen 3 siders henvisninger med bøger og tekster af H.C. Andersen, om H.C. Andersen, H.C. Andersen i lyd og på film samt en billedfortegnelse. Sidstnævnte er særdeles interessant, for illustrationerne i bogen er bogstavelig talt et kapitel for sig. Thorkild Borup-Jensen har udvalgt med sikker hånd, så de udgør et bredt spektrum af forskellige illustrationer, dels en række fornemme illustratorers udlægning af H.C. Andersens eventyr og dels Andersens egne illustrationer.
”H.C. Andersen – en kanonforfatter” kan bruges i folkeskolens ældste klasser, men vil også være brugbar længere op i skolesystemet.
Anne-Marie Steen Petersen har igen, igen… skabt et fornemt portræt af forfatteren til forsiden.
I efteråret 2010 udkommer Martin Andersen Nexø.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juli 2010.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

