Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Himlen falder ned!

"Himlen falder ned!" er et indisk Jataka-eventyr, der er en særlig type dyrefabler og belærende eventyr.
Jataka-eventyrene stammer fra Indien, og senere har de spredt sig til andre lande.
Betegnelsen Jataka kommer fra et sanskrit-ord, der betyder "født", og den fælles idé i disse eventyr er, at hovedpersonen opfattes som en af Buddhas 550 tidligere inkarnationer - de mange gange, hvor Buddha er blevet genfødt som forskellige væsner. I historien her er han løven.

Anmeldelser

”Himlen falder ned!”
Tekst og illustrationer: Jan Thornhill
Forlaget Thorup, 2005
32 sider.

I en dejlig lund med palmer og mangotræer lever en hare. En dag, da hun ligger under sit yndlingstræ, hører hun et ordentligt bump. Hun tror, det er himlen, der er ved at falde ned og spæner af sted, det bedste hun har lært. I sin paniske flugt får hun flere og flere dyr med, indtil den kloge løve standser dem og får opklaret, hvad det hele startede med.

Haren er den tåbelige, og de andre dyr er let påvirkelige. Pointen er selvfølgelig, at man lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man sætter en sand bevægelse i gang. Rygter løber som bekendt hurtigt!

Billederne er stemningsfulde og fantastiske med et fornemt billedsprog - næsten billedtæppeagtigt. Der er flotte panoramaer med forskellige landskabstyper, og dyrenes antal vokser fra billede til billede. Især næsehornene er tegnet helt i særklasse.

Det er en fantastisk billedbog!


Bent Rasmussen
November 2003