At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet

Bogen blev født på det ældgamle universitet i Bologna, hvortil Jerome Bruner var inviteret for at holde de første Lezioni Italiane i det nye årtusind. Lezioni Italiane er ikke italienske forelæsninger i den konventionelle betydning, men forelæsninger, der holdes af en udlænding om et emne, han eller hun selv vælger. Jerome Bruner valgte et emne, som han håbede ville afspejle idealerne på Bolognas fremragende universitet, fortæller han i forordet.

Bogen handler i historisk rids om vores behov for at fortælle og lytte til historier som en integreret del af vores kultur og vores personlige identitetsdannelse. Fortælling er jo oprindelig en folkekunst, hvor der udveksles opfattelser af, hvordan menneskers liv og deres verden er. Den store fortælling er - skriver Bruner - en invitation til at finde problemer, men er ikke undervisning i problemløsning. Fortællingen handler dybest set om menneskelige vilkår og problemer, om vejen snarere end om den kro, hvortil den fører.

Jerome Bruner er også kommet frem til et sæt grundregler for, hvordan man skal fortælle - eller skrive - en god historie:
1. En historie har brug for et plot.
2. Plot har brug for hindringer for at nå målet.
3. Hindringer får mennesker til at tænke sig om.
4. Fortæl kun om de dele af fortiden, der er relevante for historien.
5. Giv dine figurer allierede og forbindelser.
6. Lad dine figurer udvikle sig.
7. Men hold deres identiteter intakte.
8. Og hold også deres kontinuitet tydelig.
9. Placer dine figurer i en menneskelig verden.
10. Lad dine figurer forklare sig selv, når det er nødvendigt.
11. Lad dine figurer have luner og stemninger.
12. Vær bekymret, når dine figurer ikke giver mening - og få også dem til
at bekymre sig.

Narrativ fiktion skaber mulige verdener - men det er verdener, som er ekstrapoleret fra den verden, vi kender, uanset hvor meget de måtte svæve over den, skriver Bruner. Det muliges kunst er en vovelig kunst. Den må beskrive livet, som vi kender det, og alligevel fremmedgøre os fra det i tilstrækkelig grad til at friste os til at tænke på alternativer, som ligger ud over det. Den udfordrer lige så meget, som den gør os trygge. I sidste ende har den magt til at ændre vore vanemæssige opfattelser af, hvad der er virkeligt, hvad der er kanonisk. Den kan endda underminere lovens diktater om, hvad der konstituerer en kanonisk virkelighed. (side 109)

Bruner nævner mod slutningen af bogen to romaner, der fik samfundsomstyrtende betydning, nemlig John Steinbecks "Vredens druer", der satte fokus på et negligeret amerikansk landbrugsområde, og Harriet Beecher Stowes "Onkel Toms hytte", der underminerede accepten af slaveriet. Må livet nødvendigvis være sådan, spørger begge romaner?

Gode historier er in. Det gælder for forsvarer og anklager, for medarbejderen i folkeskolen, for politikeren… ja, for alle, der vil have andre mennesker i tale!

En fascinerende lille bog, som jeg har læst med stor interesse.

Bent Rasmussen, dec. 2004