Hullet

”Pludselig en dag var der et sort hul i Storfjeldet, og det var ikke en hvilken som helst dag på Tangø. Det var den 7. februar 2007, solen stod op klokken 8.21 og gik ned klokken 16.39, men det var ikke det, der var det særlige ved dagen. Nej, det var en speciel dag, fordi den 7. februar er Suledagen, hvor sulerne kommer ind fra havet, og folk i Fjeldvig plejede at gå ud for at hilse dem velkommen.
Præstens var med, og smedens, og Herfinn Haltefod, og Jakob og Estrid, og Fiona med lille Fran i en pose på maven, og Gede-Gordon, og lærer Joensen, selvfølgelig, og Fåre-Frej med familie, og skipper Torfinns børn, og min storebror Peters bedste ven Reidar. Kari fra Kæret og tvillingebrødrene Aslaug og Rolf gik også med hele vejen, selv om de alle tre var tæt på de firs. Allan og Karen havde bøvl med bentøjet og fulgte kun med hen til stengærdet mellem indmark og udmark, men Oddmar stavrede med helt om til det stejleste sted på Fyrvejen, omme på den anden side af Lambatinde. Klokken var halv et, mor holdt alligevel middagslukket i butikken, så hjemme fra os var vi hende og Peter og mig. Den 7. februar faldt på en onsdag det år, så far kunne ikke komme med, han var ovre efter post…”

Sådan starter Anders Johansens seneste ungdomsroman, ”Hullet”, og i disse få linier ligger faktisk hele romanens problematik. Fortælleren er teenageren David, der er en speciel dreng, autist nærmest, vi hører om storebroderen Peter, der er Davids meget faste holdepunkt og beskytter i tilværelsen i det lille udkantsamfund, Fjeldvig, hvor man efter mange genvordigheder endelig får en tunnel, så man kan slippe for en 3 timer lang travetur over fjeldet eller en tur med rutebåden. Også persongalleriet bredes ud, og også faderens – han er postbud for det lille samfund – fravær er vigtig at notere sig.

Romanens titel, ”Hullet”, har (mindst) to betydningen, dels er det hullet i fjeldet, tunnelen, og dels er det det ”hul”, som David med mellemrum ryger ned i, når han presses for meget, og så er det næsten kun storebroderen, der kan få ham op igen.

David kan mange ting. I skolen kan det være svært, men han har fået en pc-arbejdsplads ned bag i klasserummet, og det fungerer godt, selv om nogle klassekammerater er lidt misundelige. Han kan høre græsset gro, siger hans mor, og hans far er stolt af, at han kan opremse navnene på alle Noahs sønner og sønnesønner i Bibelen. Men der er andre ting, som David er dårligere til end de fleste. Han misforstår tit, hvad folk siger, og han har svært ved at læse følelser, både andres og sine egne, og så har han det frygtelig svært med alt, hvad der hedder forandringer.
Og forandringer kommer der masser af til den isolerede bygd på øen langt ude i havet, da tunnellen åbner, og der bliver hul igennem til fremtiden og resten af landet. Den nye vejtunnel forbinder det isolerede Fjeldvig med resten af landet. Men hvad vil der komme ud af tunnellens sorte hul? Fremskridt og velstand, lover politikerne, men Davids far, der er urokkelig – ja, fanatisk! – i sin stærke religiøsitet, mener, at der kun kommer synd og ugudelighed ud af det, og han holder hårdnakket fast hele romanen igennem, selv om han må indhøste det ene nederlag efter det andet.

David ved helt klart ikke, hvad han skal mene. Han er en speciel dreng, siger moderen, og det har hun ret i. Hun har Fjeldvigs eneste butik, Andre kalder David for overklog. Heldigvis har han sin storebror, Peter, der passer på ham. Men hvad nu, hvis Peter rejser sin vej gennem tunnellen, væk fra ham?

Der skete noget mærkeligt inden i mig: Der, hvor der plejede at være et sort hul, var der pludselig en stram, hård knude. Nej, det var ikke en knude, det var en stor, knyttet hånd, og nu åbnede den sig, og fingrene greb fat i mig og klemte luften ud af mig indefra, og det allermærkeligste var, at jeg lige med ét havde et ord for det, der hev og sled i mig.
Ordet var rædsel, rædsel for at miste Peter og blive alene, vi skulle jo være sammen altid, altid og altid.

Anders Johansen er bare god til at gå ind i drengehoveder, og også autisten David bliver beskrevet på fornemste vis. David er en rørende skikkelse, som man kommer til at holde af.

Der er dramatik, mobning, ung kærlighed, for tidlig død og religiøs fanatisme i romanen. Lad så være, at forfatteren lader den nye café i Fjeldvig dratte i havet under et heftigt stormvejr, der udløser et stort skred oppe ved Djævlefaldet, hvor en hel fjeldside styrter i havet. Det er måske lige lovlig symbolsk og et lidt for stort cadeau til faderens religiøse fanatisme. Faderen bliver dog ret menneskelig til slut i romanen, da han ikke længere kan klare tilværelsen sammen med Gud, men må ty til hjælp fra flasken. Det fører til slut til, at familien må tage en dramatisk beslutning og bryde op fra Fjeldvig, der ikke længere kan tilbyde muligheder for familiens overlevelse.

”Hullet” er skrevet i et dejligt sprog, som det er en nydelse at læse. Igen en flot ungdomsroman af Anders Johansen.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2012.