Hund i himlen

Hvis man tager Hanne Kvists to børneromaner, "Drengen med sølvhjelmen" og den netop udkomne "Hund i himlen", for gode varer - og det er der mange stærke grunde til! - er børn, når alt kommer til alt, rystende alene her i denne verden. Alligevel overlever de fleste mirakuløst! Bl.a. takket være det livsvigtige venskab. "Venner er familie, man selv vælger!" lyder en sentens på vores køleskab derhjemme.Hovedpersonen Lora i "Hund i himlen" er alene i verden helt uden familie og kender ikke engang sin egen fødselsdag. Hendes eneste ven og holdepunkt i verden er Hund. Lora kommer til at bo hos nogle nonner sammen med næsten 100 andre piger. Desværre må man ikke have dyr på børnehjemmet, og Hund bliver taget fra hende. Sandsynligvis aflivet! Det er næsten ubærligt at læse!

Midt i ensomheden og savnet møde hun drengen Nick og oplever et venskab, som bærer hende videre i tilværelsen. De to venner kan snakke om alt, bl.a. døden, om at tro på Gud, om at komme i himlen, osv. Nick foreslår, at de laver et mindested, et gravsted for Hund. Klog dreng! Men Lora er dybt skeptisk over for "alt det med Gud": "Jeg ved slet ikke om jeg tror på alt det med Gud, sagde Lora. - Det har aldrig virket når jeg har bedt om noget."

Men Nick giver et flot modspil:
"Jeg tror det virker. Men så skal man også være god hele tiden, for ellers hjælper det slet ikke at tro på Gud. Og man skal være god ved dyr og andre mennesker, ellers bliver Gud vred på én, og så kan man ikke være sikker på at komme i himlen." Lora bestemmer sig - i sin store sorg over at have mistet Hund - til at blive en hund:
"Måske kan jeg blive en hund, tænkte Lora. Hvis jeg ikke må have en hund, så kan jeg selv være en hund.

Og Lora rullede sig sammen midt på sengen sådan som Hund plejede at ligge, med forpoterne krydsede og snuden begravet mellem dem. Ingen skulle bestemme hvem Lora skulle være. Ingen søster, ingen havemand, slet ingen i Det store hvide Hus. Fra nu af var Lora hund."

Kun en af søstrene fanger Loras store sorg og lader Lora være sin private hund og giver hende på denne snørklede måde noget af den omsorg, som Lora så indtrængende og alligevel indirekte beder om.

I alle gode eventyr sker der små mirakler. Det gør der også til slut i "Hund i himlen", men det vil være synd at komme nærmere ind på her. Det skal man selv læse om!

Det er en dejlig - og rystende - lille roman, der (selvfølgelig) er i familie med "Drengen med sølvhjelmen", men det er også en anderledes historie. Jeg forestiller mig et sydlandsk miljø - uden det dog konkretiseres nærmere, og også tidsmæssigt er den svær at placere, men det er heller ikke nødvendigt. Hanne Kvist har nemlig igen, igen skrevet en fornem lille roman, som man læser i et sug. Godt gået! Ikke underligt, at bogen allerede er solgt til udgivelse i Tyskland. Hanne Kvist har selv tegnet forside og illustreret i farver, helsides- og halvsidesillustrationer, små vignetter, m.m., der på glimrende vis understreger romanens tone. "Der er gode ting i verden, selv om de dumme ser ud til at fylde det hele." Det er titlen på næstsidste kapitel i denne fine lille roman for børn og andre barnlige sjæle, men det er heldigvis også rigtigt!

Bent Rasmussen