Frøken Ignora
Hurra, så er der udkommet fem ”Frøken Ignora-bøger” mere! Katrine Marie Guldagers populære serie om den lille finurlige pige, Ignora, der bor alene i et vandtårn, fortsætter med opus 16, 17, 18, 19 og 20. Og Charlotte Pardi fortsætter med at være med ”på” skønne billeder! Hvor er hun bare god!
Anmeldelser
”Frøken Ignora mister en veninde” (16)
”Frøken Ignora bliver berømt” (17)
”Frøken Ignora og spøgelserne” (18)
”Frøken Ignora og hævnens sødme” (19)
”Frøken Ignora holder jul” (20)
Tekst: Katrine Marie Guldager
Illustrationer: Charlotte Pardi
Alinea, 2010
á 22 sider.
Katrine Marie Guldager er mere end god til at spotte børnesind, børnekonflikter og livets store temaer i børnehøjde. I ”Frøken Ignora mister sin veninde” mister Ignora veninden Nina, da der kommer en ny pige i klassen, men heldigvis er trofaste Georg trofast.
I ”Frøken Ignora bliver berømt” tager Guldager temperaturen på folks enorme trang til at få de berømte 15 minutters berømmelse. Ignora bliver nr. 2 i en tv-konkurrence, men finder ud af, at berømmelse er noget flygtigt noget. Det er dejligt at være berømt, men det er bedre at have en god ven (Georg).
I ”Frøken Ignora og spøgelserne” må Ignora overvinde sig selv mht. spøgelser, da hun sammen med Georg skal rydde garagen, så Georg kan spille musik.
”Frøken Ignora og hævnens sødme” har fokus på hviske-tiske-pigerne i Ignoras klasse, der tager sig den frihed at hive Ignoras katte i halen, og så eksploderer Ignora og vil hævne sig ved at sætte ild til hviske-tiske-pigernes hår, men heldigvis skrider klasselæreren ind.
I ”Frøken Ignora holder jul” vil Ignora holde jul for alle i Stridstrup – og gør det, men kommer til at spekulere på, hvorfor ingen vil være i familie med hende? (Faderen er død, og moderen bor i en anden by!) Heldigvis er den gode fiskehandler en fornuftig voksen voksen. Jamen, Ignora, siger han, hele huset er fuldt af mennesker, der gerne vil være sammen med dig, og i virkeligheden er du i familie med hele verden! Og pludselig bliver Ignora glad igen.
Det er fantastisk, hvad ”Guldager & Pardi ApS” kan med stor enkelhed, sproglig kraft og ditto illustrationer. ”Frøken Ignora-bøgerne” er ganske enkelt unikke læseoplevelser for børn i folkeskolen 2.-4. klasse. Det er stor litteratur for børn!
De første 15 bøger er allerede solgt i mere end 50.000 eksemplarer – skriver femtitusinde – man kan ikke holde kvalitet nede! Nogen bør snart give Guldager og Pardi en pris for ”Frøken Ignora-bøgerne”.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
November 2010.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

