Thomas i immerige

Postbud Leif slår støttebenet op på postcyklen og sætter kurs mod Immerige, hvor de to postbude kommer ud en lang række overraskelser. Udenfor sidder en gammel kone og ryger cerutter, der er nemlig også kommet rygeforbud i ”immerige”. (H´et er gået ud i lysreklamen.) Immeriget er i øvrigt en flad slette med en masse huller i jorden, hvor de døde hver især har deres eget lille himmerige. De to møder også pingviner, der spiller kroket, og den afdøde regnelærers kolde og klamme klasseværelse fyldt med formler og kæft, trit og retning. Ikke underligt, at Thomas undrer sig over, at det kan være himmerige, men det er det for regnelæreren.

 

Thomas møder også sin døde bedstemor og spørger: …

”Hvordan er det at være død, bedstemor?” Hun kikkede på ham og smilede: ”Det er såmænd ikke så værst. Men det var bedre i gamle dage, siger folk, der har været her længe. Du må tænke på, at heroppe er der folk, der har været døde i mange tusind år. De går hele tiden rundt og siger, at det er ikke som i de gode gamle dage. Men jeg klager ikke. Bare man har sit gode helbred”.

 

Thomas må tage afsked med bedstemoderen, og det får ham til at græde. Han vil gerne besøge hende igen, men det bliver ”Først om mange, mange år, håber jeg.” – siger bedstemoderen, men hun foreslår, at han skriver til hende. (Ord forløser som bekendt!) Det sidste brev på ruten er til Leif selv, og det går op for Thomas, at Leif i virkeligheden også er død, og at han er en postengel med cykel. Og Leif ”…forklarede, at nogen jo skulle køre ud med post fra de levende til de døde. Ikke fordi der var så mange postengle, som han sagde, for det er jo ret få, der ved, at man kan skrive til de døde”.

 

Postbud Leif og Thomas lander på jorden igen, og her er Thomas´ forældre klar til at tage på bilferie sydpå. På vej igennem Belgien kører familien igennem en lille by med navnet Himmerich, hvor der tilmed også er et ”Hotel Himmerich”. Udenfor sidder en gammel kone og ryger cerutter, og ved siden af står en gul postcykel. Konen vinker, og det gør manden i den røde uniform bag hende også. Det minder Thomas om et eller andet, han har oplevet før, nemlig i ”immerige”.

 

Historien er naturligvis en sorgrejse, en bearbejdning, hvor Thomas kommer til en erkendelse og afklaring af, at bedstemoderen er død, og at han måske kan have noget ud at skrive breve til sin afdøde bedstemoder. Det er en fin og nænsomt fortalt historie, der er fuld af herlig humor. Gitte Skovs illustrationer spænder vidt fra det søde humoristiske til det voldsomme og eksplosive, og hun rammer på en fin måde tekstens tone.

 

Dejlig udgivelse!

 

Bent Rasmussen, 1.7.03