Iqbal Farooq
Rammen i Manu Sareens morsomme og festlige børneroman ”Iqbal Farooq og kronjuvelerne” er den samme som i debutromanen ”Iqbal Farooq og den sorte pjerrot” (Sesam, 2006): Den 13-årige lidt naive og uheldige, men yderst kreative Iqbal fortæller en laaaaang historie til skolepsykologen, der måbende lytter til Iqbals fantasifulde, men sande historier.
Anmeldelser

”Iqbal Farooq og kronjuvelerne”
Manu Sareen
Illustrationer: Lars-Ole Nejstgaard
Sesam, 2007
210 sider.
For hvert solgt eksemplar af ”Iqbal Farooq og kronjuvelerne” donerer Manu Sareen 3 kr. til børnehjemmet Child Fund Association i Bangalore, Indien.
Det er igen en yderst kreativ og morsom historie, som Manu Sareen disker op med. I fokus er igen Iqbal og hans familie og kammerater, og det er ikke småting, de roder sig ind i. På en lejrskoletur til Gilleleje sætter Iqbal ved et uheld ild til en gravko, som kineserdrengen Wang lige ”låner” længere oppe ad vejen. Iqbal vil bare lige vise, at man godt kan bruge en gammel lygtepæl som brænde til et bål. Klasselærer Jeppe Mønsted får et anfald og sender omgående Iqbal og hans kammesjukker hjem til Nørrebro.
Iqbal Farooq og hans kammerater er også på klassebesøg på Rosenborg, hvor den gamle kustode fortæller dem en utrolig historie: De udstillede kronjuveler er slet ikke ægte. De ægte juveler forsvandt lige omkring 2. verdenskrig og befinder sig et ukendt sted i byen. Det skal man ikke fortælle Iqbal to gange, og snart går den vilde skattejagt, der hurtigt peger mod Ungdomshuset. Det er nemlig blevet købt af den tvivlsomme religiøse sekt, Das Fhaterhaus. Ungdomshuset ligger derfor i krig med både politiet og Københavns politikere, og de unge lukker ikke hvem som helst inden for. Heldigvis har Iqbal en etnisk kulturged og et par burkaklædte assistenter til hjælp, og onkel Rafig stiller sig som altid også beredvilligt til rådighed, når han øjner chancen for lidt lusk.
På en meget morsom måde kæder Manu Sareen begivenhederne om Ungdomshuset og Das Fhaterhaus´ overtagelse af huset sammen. Iqbal og hans kammerater – godt støttet af onkel Rafig – finder vitterligt kronjuvelerne i kælderen, men der er også andre, der gerne vil havde fingrene i kostbarhederne, nemlig Hubert Jagtbrødrene. Desværre når drengene ikke at finde frem til guldhornene - som også skulle ligge begravet under Ungdomshuset - før det jævnes med jorden.
Iqbal, hans bror Tariq, faderen og onkel Rafig - sidstnævnte er for viderekomne - bliver inviteret op på Amalienborg, så Dronning Margrethe og prins Henrik kan få lejlighed til at takke dem for, at de rigtige kronjuveler er leveret tilbage. Der er en kanonade af festlige ordvekslinger, især er onkel Rafig meget svær at styre udi den kongelige konversationsform.
Der er masser af festlige episoder i ”Iqbal Farooq og kronjuvelerne”. Det sprudler og sprutter med sjove og bizarre indfald. Manu Sareen er herlig respektløs i sine beskrivelser af indvandrermiljøet, og han er idérig og kreativ i sine serier af pudsige og løjerlige indfald.
En herlig bog til oplæsning!
Første bind i serien om Iqbal, ”Iqbal Farooq og den sorte pjerrot”, blev af Politiken kåret til Årets børnebog 2006.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

