Når isen smelter
Den finske forfatter Marja-Leena Tiainen er en stærk repræsentant for de finske ungdomslitteraturforfattere. I 2001 udkom ”Exit Michael”, som Tiainen fik den prestigefyldte finske Topelius-pris for. I januar 2007 modtog hun Savonia-prisen for sin seneste bog ”Aleks og frygtens tid”, der dog ikke er oversat til dansk (endnu). Netop udkommet er den overbevisende og bevægende ungdomsroman ”Når isen smelter”. I ”SKOLEBIBLIOTEKET” Nr. 2-2001 kan man læse et portræt af Marja-Leena Tiainen.
Anmeldelser
”Når isen smelter”
Marja-Leena Tiainen
Oversat af Helena Idström
Høst & Søn, 2007
224 sider.
I ”Når isen smelter” er det den næsten 18-årige Hanna, der er synsvinkelbæreren. Hun bor sammen med sin familie – far, mor, lillebroderen Mikko på 16 og lillesøsteren Lotta på 5 – ude på landet i det nordlige Finland. Familien oplever meget hurtigt i historien et mareridt, der overstråler alle andre familiemareridt: Mikko forsvinder en aften sporløst i den bidende nordfinske vinter.
Politiet bliver naturligvis sat på sagen med det samme, men opklaringen går langsomt, og Hanna begynder på en meget realistisk – og absolut ikke på en superhelteagtig - måde selv at undersøge forskellige spor. Det fører hende blandt til pigen Tuuli, som Mikko har mødt på en ferietur til Kreta, og som han besøgte aftenen før, han forsvandt.
En række uheldige sammentræf fører i virkeligheden frem til Mikkos forsvinden, og langsomt går det op for Hanna – og familien – at han Mikko er død - sandsynligvis druknet. Det er en glimrende og realistisk skildring af en familie, der oplever den store, store sorg, det er at miste et barn, og de må igennem den hårde proces, som det er at komme videre. Som den norske forfatter og illustrator Iben Sandemose engang har udtrykt det:
"Sorg går ikke over. Den tar bare en annen form. En sorg ligner på havet. Til å begynne med er bølgene veldig krappe. Så kommer dønningene, men det blir aldri mer havblikk."
Det er et flot portræt af storesøster Hanna, der modnes, påtager sig et stort ansvar for at få familien videre, men hun må også selv videre med sit liv. Bl.a. gør hun det forbi med kæresten, der ikke udviser den store empati, men til gengæld møder hun så – tilfældigt - Tuulis bror, Jussi. Marja-Leena Tiainen får også tegnet et fornemt billede af Mikko, en lidt tilbageholdende dreng, der med besøget hos Tuuli åbner sig på en måde, som han aldrig tidligere har gjort – og det hele desværre til ingen verdens nytte … Der findes ingen retfærdighed i denne verden! Også forældrene må naturligvis igennem alle sorgens mange, svære faser, hvor ingen fase kan springes over.
På de sidste fire sider får vi forklaringen på, hvorfor det gik, som det gik via Mikkos egne tanker. Et point of view, som Marja-Leena Tiainen i udstrakt grad benytter sig af i romanen ”Exit Michael”.
”Når isen smelter” er en fremragende og tankevækkende roman, intens og spændende. Den går hele tiden tæt på sin læser, der gribes og bevæges. Man forstår den store sorg, der må & skal gennemleves – og som man må leve med resten af livet. Men på en eller anden forunderlige måde får Marja-Leena Tiainen også skrevet (lidt) lys ind i romanen, bl.a. med portrættet af Hanna, der giver læseren en tro på, at livet går videre, hvor utroligt det end lyder.
En virkelig fornem ungdomsroman!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

