”Island”
Gyldendals ”De store fagbøger” henvender sig til elever på mellemtrinnet og kan bruges til selvstændig læsning, emnearbejde og klasseundervisning. Det er et velskrevet og smukt layoutet undervisningsmateriale, der giver et fint og velafbalanceret indtryk af Island med den store og smukke natur.
Anmeldelser
"Island"
Peter Bering og Birgitte Bering
Gyldendal, 2008
48 sider.
Om
Når man 3-4 gange har rejst i Island, bliver man mere end fascineret af dette fantastiske land. Det er forfatterne – Birgitte Bering og Peter Bering, der modtog Ministeriet for Børn og Undervisnings Skriverpris i 2001 – åbenlyst også – og det er altid et godt udgangspunkt.
Teksten er stramt – og alligevel levende - skrevet. Intet overflødigt! Man fortæller om landet – sådan set lidt fra oven, om vikingerne, om indtagelsen af det nye land, om vulkaner generelt og især om vulkanudbruddet på Heimaey, der førte til, at alle øens beboere måtte evakueres.
Vi hører om varme kilder og gejsere, om jordvarmeudnyttelsen, om sygdom og katastrofer, om frihedsåret 1944, om isen – 10 % af Island er faktisk dækket af is – om elve og vandfald. Har man blot én gang stået ved Dettifos, glemmer man det aldrig. 1.500 – femten hundrede - kubikmeter vand vælter ud over kanten hvert sekund! Man kan også læse om klima, trafik og trolde. Sidstnævnte har man meget respekt for, når man planlægger vejbygning m.m. Man kan også læse om fiskeri, penge og torskekrige, havets dyr, planter og dyr på land, og endelig får hovedstaden og det islandske sprog også et afsnit.
Bogen giver et fint overblik over Island, og den antyder mange muligheder for at dykke dybere ned i problematikkerne, fx når det drejer sig om sagaerne, industri, alfer og trolde, fisk, dyr og sangerinden Bjørk, m.m.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Maj 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

