Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Karen fra Hedegården”

De tre bøger om den 14-årige Karen udkom første gang i 1984. Nu har Forlaget Vadis efter mange opfordringer genudgivet historien i ét samlet bind på 312 sider.

Anmeldelser

"Karen fra Hedegården"
Hjørdis Varmer
Forlaget Vadis, 2008.

Hjørdis Varmers inspiration er kommet mange steder fra igennem de mange år som forfatter. Hun debuterede i 1971 med ”Per og Torben pjækker den”. Læsningen af ”Mit hjerte er kun for dig” af Peter Damborg og Jens-Emil Nielsen, som i bogen beskriver en række drengeskæbner, gav inspiration til ”Niller-bøgerne”. Også Peter Riismøllers ”Sultegrænsen”, der er en beskrivelse af menneskers barske og kummerlige tilværelse i et Danmark o. 100 år tilbage i tiden, satte en hel masse i gang i Hjørdis Varmer. Hun læste mere om tiden, gik på museer, så film og samlede alle disse oplysninger og skrev så de 3 bøger om ”Karen fra Hedegården”, der foregår på en mager egn i Vestjylland o. 1920.

Karen fra Hedegården er en historisk roman om en husmandsfamilies liv på den jyske hede omkring 1919. Karen er hovedpersonen, og man ser oftest begivenhederne med hendes øjne. Hendes familien består af far, mor, bedstefar, bedstemor og seks søskende, hvoraf hun, der er 13 år, er den næstældste.

”Karen fra Hedegården” foregår i vinteren 1919, som bliver streng for den 14-årige Karen og hendes familie. De må arbejde hårdt på deres gård, og børnene kan kun komme i skole hver anden dag.
I ”Karen og de andre” er lyspunktet i Hedegårds-familiens barske liv Karens konfirmation i foråret 1920. Men der er mest alvorlige sager ”inde over”, faderen kommer til skade med sin fod, og Karens bedste veninde dør af tuberkulose.
I ”Farvel Karen” er vi nået til sommeren 1920. De store børn på Hedegården længes hver på deres måde efter uddannelse, forandringer og et mindre slidsomt liv. Storebroderen Marius udvandrer, men Karen må foreløbig klare sig med en plads på Enggården.

Hjørdis Varmer har skrevet et væld af fortællinger med rod i det historiske. ”Karen fra Hedegården” er stadig væk en vigtig bog at læse om en tid, der var engang for ikke så længe siden - set i et historisk perspektiv.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Maj 2008.