Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Katten med de firfarvede poter…”

Nils Hartmann – f. 1941 (en rigtig god årgang i øvrigt!) – er nu stille og roligt blevet en viis historiefortæller. Det viser han overbevisende, underfundigt og dygtigt i ”Katten med de firfarvede poter og andre fantastiske historier”, der er illustreret af samarbejdspartneren gennem mange år, illustratoren Dorte Karrebæk. Hartmanns seneste udgivelse består af syv historier om løgn og fantasi, grusomhed og mod, mystik og trolddom, spøgelser, uhyrer og en højst mærkværdig kat.

Anmeldelser

"Katten med de firfarvede poter og andre fantastiske historier"
Tekst: Nils Hartmann
Illustreret af Dorte Karrebæk
Gyldendal, 2008
80 sider.

Det at fortælle en god historie er en sand kunst, især når den historie, der fortælles, er løgn fra ende til anden. Det klæder Nils Hartmann rigtig godt at kaste sig ud i denne nye form med fantastiske løgnehistorier, der minder lidt om det gamle danske sagn, men bare rolig: Nils Hartmann har sin helt egen, originale stemme! Og selvfølgelig er det indlysende, at han trækker på denne gamle sagn- og fortælletradition.

Historierne foregår alle i en svunden tid med fogeder, bødler og købmandsgårde. I de syv historier kommer vi godt omkring i de forskellige landsdele: fra en skipper i Randers, der ender med at betale dyrt for sin nærighed, over en klog kone fra Munkebo, til et skænderi imellem genfærdene på Vestre Kirkegård i København, og også Lolland, Nordsjælland, Vestjylland og Sydsjælland er med på landkortet, der også helt bogstaveligt findes på side 6.

”De fire brødre” handler om fire rødhårede brødre, der tror, at de bare lige kan ”køre med klatten”, da en jævnaldrende dreng viser sig i byen. De bliver meget klogere!

”Den kloge skibsdreng” sætter fokus på en nærig skipper i Randers. Ombord er selvfølgelig en kvik og opvakt skibsdreng, der godt nok taber det første væddemål med skipperen, men, men, men… det var en Pyrrhussejr!

”Katten med de firfarvede poter” – titelhistorien - handler om fire piger – kusiner er de - fra Lolland, der sammen arver en gård. Det går fint med at dele, men hvordan skal man dele en kat? Jo, de fire poter får bare hver sin farve! Det går imidlertid galt, da katten er skyld i, at laden med hele høsten brænder. Kusine et, to og tre, mener i enighed, at det er kusine fires røde kattepote, der er skyld i branden, og derfor mister kusine fire sin andel og bliver ansat som tjenestepige, så hun kan arbejde sin gæld af. Men heldigvis får kusine fire – ved et uheld, som man siger – en kvik datter, og da hun bliver otte år…

I ”Ernst og spøgelserne” hærger den spanske syge over hele Europa – også på Vesterbro i København. Drengen Ernst bliver også ramt, og lige inden skal dø, siger han til sine forældre:
”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at blive brændt. Og jeg er bange for at komme i jorden og blive ædt af ormene. Hvis I elsker mig så højt, som I siger, så svøb mig i stedet i et klæde og læg mig i en kiste, som I kan stille på kirkegården.” (side 33)

Ernst dør, og familien gør, som han bad om. På kirkegården huserer imidlertid to spøgelser, der diskuterer, hvilken vind der er koldest. De bliver enige om at vække en død til live og vækker Ernst… - og mere fortæller jeg ikke, men ”Ernst og spøgelserne” er et rigtig eventyr!

”Øst og vest” handler en smuk købmandsdatter fra O´ense. Hun har masser af bejlere, men især to er vedholdende. Imidlertid er hun ude af stand til at vælge, men heldigvis findes der en klog kone i Munkebo.

”Manden, der skabte splid selv efter sin død” er en underfundig historie med nogle ret så blodige hændelser, men på trods af disse må man alligevel sige, at der åbenbart findes en vis retfærdighed i denne verden.

Sidste historie i denne dejlige samling hedder ”Drukkenbolten Aage og det uheldige spøgelse”, hvor Aage en nat ender i den gamle klosterruin, et ikke helt ufarligt sted, idet man ved fuldmåne må påregne at blive fundet død med alle kroppens knogler knust. Aage bliver da også attakeret af et par spøgelser, men klarer sig mirakuløst ud af vanskelighederne – ja, mere end det, men det må du selv læse om.

En herlig samling historier med helt eventyrligt dejlige tegninger af Dorte Karrebæk, der virkeligt formår at læse tonen i Nils Hartmanns historier.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Oktober 2008.