Anmeldelser
“De otte udødelige - fortællinger fra Den Kinesiske Mur”
Tekst & fotos:
Nils Hartmann
Illustrationer:
Kirsten Raagaard
128 sider
Gyldendal, 2002
Forfatteren Nils Hartmann har været på vandretur på 350 af de ca. 6.000 kilometer, som Den Kinesiske Mur udgør, og det er der kommet en flot, veloplagt og spændende bog ud af med titlen “De otte udødelige - fortællinger fra Den Kinesiske Mur”.
Med en ung kinesisk historiefortæller - Ling - som ledsager tager forfatteren Nils Hartmann os med på en vandring ad Den Kinesiske Mur fra Beijing til Det Gule Hav. På en enkel og fængslende måde genfortæller han de kinesiske sagn og myter, som Ling fortæller ham på turen.
Vi får selvfølgelig den kinesiske udgave af myten om verdens skabelse, der på flere måder har genkendelige træk set med danske/nordiske øjne. I en anden myte fortælles det, at når to bestemte stjerner møder hinanden på himlens bue, falder tusindvis af perler ned fra himlen. Og alle muslinger i havet vil åbne deres munde og gribe deres perle - og hvis et menneske oplever det samme øjeblik - og strækker hånden frem - så får det også en perle og bliver lykkelig resten af sit liv. Unægteligt en forjættende tanke!
I myten “Wan og Den Store Mur” fortælles om Den kinesiske Murs tilblivelse, om tvangudskrivelser af arbejdere, om kolossale ofre for at få bygget det enorme bygningsværk. Om Wan går der det rygte, at hvis han mister livet ved Muren, vil han tage ti tusinde menneskeliv med sig - og så vil muren kunne bygges færdig uden flere døde.
Han skjuler sig, bliver forelsket i Meng Jiangnu, de bliver gift, men soldaterne finder ham og tager ham med sig til byggepladsen. Det går naturligvis, som det må gå. Wan mister livet, og i sin store sorg tager Meng Jiangnu ud til muren, hvor hun på mirakuløs vis finder de jordiske rester af sin mand i muren og får gennemtvunget en rigtig begravelse. Imidlertid forelsker selveste kejseren sig i Meng Jiangnu og vil giftes med hende, men hun flygter ud på en bro, og inden hun styrter sig i floden, når hun at råbe til kejseren: “… Du er en grusom tyran, og dit folk vil altid hade dig. Muren har du bygget til ingen verdens nytte for at holde fremmede nomadestammer ude fra dit rige. Men den kan hverken beskytte dig eller dit folk mod nederlag og død.” - Og det var jo rigtigt, men den ligger der ikke desto mindre endnu!
Myterne er både spændende og morsom læsning. De er fulde af magi og fantasi, humor og visdom, men bogen fortæller ikke blot om kinesisk mytologi og et fremmed livssyn. Den beskriver også livet i Kina i dag, beretter om kinesiske fester, og om hvordan de sidste 100 års historie har sat deres præg på nutidens mennesker i Kina.
En kinesisk jakke har f.eks. fem knapper, der foruden det rent praktiske formål med at holde jakken sammen også skal minde mennesker om de fem kinesiske dyder: troskab mod ens herre, ærbødighed mod ens far, kærlighed til ens kone og børn, respekt mod de ældre og trofasthed mod ens venner (Kungfutse).
Bogen er en kombination af rejseskildring og eventyr og fungerer mere end godt. Nils Hartmann er en nysgerrig vandrer, en god iagttager og en formidler i topklasse, der fortæller med stor ægthed. Det lyser ud af bogen, at han kan lide at formidle den gode historie på tværs af aldre, genrer m.m. Fortællingens ægthed og formidlingens “bagtanke” går så at sige op i en højere enhed - og så er de udvalgte eventyr tilmed fyldt med fortrøstningsfulde og opbyggelige pointer!
“De otte udødelige…” er rigt illustreret af Kirsten Raagaard og forfatterens egne fotografier. Kirsten Raagaard viser med farverige, modige og drømmende billeder af høj karat nye og overraskende sider af sit illustratorarbejde.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET".

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

