Grib konflikten – om konstruktiv konflikthåndtering i skolen
Konflikthåndtering i skolen
Det Kriminalpræventive Råd har netop udsendt to nye og spændende publikationer, der er et resultat af udviklingsprojektet ”Skolens sociale liv”, hvor Det Kriminalpræventive Råd i samarbejde med tre skoler har udviklet metoder til at integrere arbejdet med konflikthåndtering i skolerne. ”Skolens Sociale Liv” er en rapport over udviklingsprojektet, der beskriver selve projektforløbet fra 2000-2002.
Anmeldelser
“Grib konflikten – om konstruktiv konflikthåndtering i skolen”
Forfatter: Projektleder Lotte Christy
Grafisk layout: Schwander Kommunikation
Illustrationer: Ole Schwander
Det Kriminalpræventive Råd, 2003
Om
”GRIB KONFLIKTEN – om konstruktiv konflikthåndtering i skolen” giver masser af gode bud på, hvordan man kan arbejde med at lære børn og unge at håndtere aggressioner, vrede, konflikter og følelser på en hensigtsmæssig måde. ”GRIB KONFLIKTEN…” henvender sig først og fremmest til de voksne: ledere, lærere, pædagoger, lærer- og pædagogstuderende samt andre med interesse for den sociale dimension i skolen.
Afsnit I ”Ind hos de voksne – ud til børnene” handler om konflikters dynamik og udvikling, og om hvordan vi møder konflikter og – ikke mindst – den rolle, sproget spiller heri. Faktisk kan man ”nøjes” med at svare på fire enkle spørgsmål:
- Hvad er der sket? Hvad er problemet?
- Hvilke følelser har konflikten vakt?
- Hvad vil du/I gerne have til at ske?
- Hvad kan du/I faktisk gøre?
Afsnit III ”Konflikter kan bruges” belyser fire eksempler, hvor man med forskellige metoder bruger børnenes konflikter til fælles læring. De fire metoder, der præsenteres, er…
- Problemløsning – ’Trin for trin”
- Konfliktskulptur – en kropslig samtalemodel
- Forumspil – tager et problem op
- Mægling – også kaldet mediation
Underst i ”isbjerget” ligger, at man anerkender sig selv og andre, i det næste lag handler det om kommunikation, og over det ligger samarbejde. Øverst – og over vandoverfladen – ligger konstruktiv konflikthåndtering, altså det fremadrettede og kreative.
Desuden findes et undervisningseksempel – ”Konflikttrappen i 2. klasse – øen”, der er to læreres beskrivelse af et undervisningsforløb i natur/teknik med konfliktforståelse som en integreret del af emnet. Konflikttrappen er en model for destruktiv optrapning af konflikter, og i al sin enkelhed demonstrerer den, hvordan konflikter kan udvikle sig, og det uanset om det er på det ”lille” mellemmenneskelige plan, eller om det drejer sig om det storpolitiske plan:
- Uoverensstemmelser
- Personificering – (allerede her lyser den røde lampe!)
- Problemet vokser – man kan søge råd eller læsse af hos en kollega, ven eller kammerat
- Samtale opgives – medicinen er genoptagelse af kontakten
- Fjendebilleder – på dette og næste trin kommer mægling eller tredjeparts-medvirken ind
- Åben fjendtlighed – mægling – anden tredjeparts intervention
- Polarisering – ”måske fredelig sameksistens” et stykke tid.
På en række ”gule sider” præsenterer man oversigt over bogens øvelser.
Det er et glimrende og inspirerende materiale, der giver masser af lyst til at tage fat om et af disse for vor verden så sørgeligt aktuelle temaer.
Bent Rasmussen, marts 2003

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

