”LæseRaketten” igen, igen…
184.046 – ethundredeogottifiretusindeogfirtiseks - skoleelever i Danmark har igen, igen… modtaget Læsebogen ”LæseRaketten” fra udviklingsorganisationen IBIS. Denne gang byder den skoleeleverne inden for i et magisk univers med fantastiske fortællinger og bidrager på den måde til elevernes læselyst og glæde. Og det er ganske enkelt et fantastisk godt tilbud!
Anmeldelser
For mere information:
Kontakt kampagnekoordinator Joachim Maxen på tlf.: 3520 0532 eller mobil 2065 1189.
Kilde: Pressemeddelelse fra IBIS af 9. marts 2007
Startskuddet lyder den 30. marts. Hver tredje danske skoleelev vil denne dag sidde med ”LæseRaketten” foran sig. Dørene lukkes dermed op til et væld af nye og spændende oplevelser fra både fantasiens og virkelighedens verden. Bogen indeholder både historier, som er velegnet til, at læreren læser højt, og andre historier kan eleverne selv læse. Historierne kan også danne udgangspunkt for både diskussion og fantasifulde lege om uddannelse. Udover at give skoleeleverne en læseoplevelse kan ”LæseRaketten” på den måde være med til at sætte perspektiv på elevernes forståelse af skole og uddannelse.
Når de danske skolelever læser i ”LæseRaketten”, deltager de i kampagnen ’Hele Verden i Skole’. Ved at læse i bogen gør de det, som mange millioner børn ikke kan: nemlig at læse. At gå i skole er ikke en selvfølgelighed alle steder i verden på trods af, at alle har ret til uddannelse af god kvalitet.
Kampagneleder Joachim Maxen fra den danske udviklingsorganisation IBIS, som står bag Hele Verden i Skole, siger: ”Der er 80 millioner børn i verden, som aldrig har lært at læse, skrive eller regne. Derfor har vi travlt, hvis vi skal nå FN-målet om at få alle børn i verden i skole inden år 2015.”
”LæseRaketten” er en gratis udgivelse, som byder på fantastiske historier, doneret af kendte børne- og ungdomsforfatterne som Josefine Ottesen, Cecilie Eken, Bent Faurby, Jens Kovsted, Kenneth Bøgh Andersen og Dorte Roholte. Bogen er en central del af uddannelseskampagnen Hele Verden i Skole, og målet med kampagnen er netop at sætte fokus på retten til uddannelse.
I Danmark er det IBIS, der arrangerer den verdensomspændende kampagne. I alt deltager 1.090 skoler – halvdelen af alle danske skoler – i Hele Verden i Skole kampagnen 2007. Skoler fra Grønland og Sydslesvig deltager også i kampagnen. Ud over ”LæseRaketten” består kampagnen af indsamlingskonkurrencen ’En Sikker Vinder’, aktivitetsugen ’Uddannelse for Alle – så kan de lære det!’ og børnehjemmesiden
Uddrag af ”LæseRaketten”
”Hvad” sagde Peter. ”Har jeg vundet?” Han forstod ikke helt, hvad manden i det blå tøj sagde. Den blå mand nikkede. Du har vundet. Du skal være KONGE FOR EN UGE! ”Konge…?” sagde Peter. ”Årh… du laver fis? Gør du ikke?” Den blå mand rystede på hovedet. ”Kongen skal på ferie. Han har brug for en afløser. Derfor har han trukket lod. Vinderen skal være konge for en uge. Og du vandt!”.
Sådan starter historien ”Konge for en uge” af Jens Kovsted, som er én af de fantastiske fortællinger i ”LæseRaketten”. Hovedpersonen Peter skal styre landet i en uge, fordi kongen skal på ferie. Men han er ikke god til at regne og læse.
Derfor bliver Peter flere gange snydt af den onde minister Hr. Kantstød. Denne historie er bare ét eksempel på, hvordan ”LæseRaketten” sætter læring og skolegang på skemaet. Læsebogen indeholder også faktuelle historier om børns problematiske skolegang rundt omkring i verden og lægger op til undervisning og debat i klassen om emnet.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

