"Læsevejlederen"
Bogen "Læsevejlederen" beskriver læsevejlederens rådgivende og vejledende funktioner i forholdet mellem elev, lærer og kolleger. De to erfarne forfattere - læsepædagogerne Sigrid Madsbjerg og Lis Pøhler - sætter fokus på de områder, hvor teori og praksis mødes. Bogen giver ideer til en professionel udførelse af læsevejlederens mange opgaver, herunder planlægning, gennemførelse og evaluering af læsekonferencen, der er blevet et vigtigt redskab i arbejdet med læseudviklingen i (begynder)klasserne.
Anmeldelser
"Læsevejlederen"
Sigrid Madsbjerg og Lis Pøhler
Dafolo, 2008
140 sider.
Bogen, der er tænkt som en decideret håndbog, består af følgende afsnit:
* Læsevejlederens opgaver - der indledes med et smukt citat - et digt - af Kipling fra 1902:
I keep six honest serving-men.
They taught me all I knew.
Their names are What and Why and When
and How and Where and Who.
De seks honest serving-men er i al sin rørende enkelhed og væsentlighed, hvad det drejer sig om for en god læsevejleder, nemlig at stille gode spørgsmål. Man plæderer også for, at læsevejlederne bør indgå i et kommunalt netværk sammen med læsekonsulenten.
* Læsekonferencen - anser de to forfattere - med rette - som det væsentligste instrument i arbejdet med elevernes udvikling, færdigheder og undervisning i læsning og skrivning.
* Læsevejlederens dilemmaer - et dilemma er karakteriseret ved, at det ikke kan løses, og der er da også en række dilemmaer knyttet til læsevejlederens arbejde, fx er man vejleder eller kollega? - forholdet mellem læsevejlederen og specialundervisningslærerne? … men det er områder, der kan læres!
* Læsekonferencen i 1. klasse - har om noget været med til at højne elevernes læseniveau i begynderklasserne. I dette kapitel gives mange, fine og konkrete ideer til afvikling - og udvikling - af læsekonferencen i 1. klasse.
* Læsekonferencen i 3. klasse - det er en ubetinget god idé at sætte ind med læsekonferencer længere opad i klasserne, og også her øser de to forfattere rundhåndet ud med konkrete ideer til arbejdet med klassekonferencen.
* Læsekonferencen i 5. klasse - det stærke ved bogen er dens konkrethed. Man tager udgangspunkt i cases fra det virkelige (skole)liv, og det giver troværdighed.
* Læsekonferencen i 7. klasse - her drejer det sig om at sætte fokus på læsestrategier. Man sætter også fokus på det multimediale medier, og det er selvfølgelig indlysende godt.
* Fodboldkampe skal også læses - et rigtigt godt billede at bruge, men de to forfattere gør opmærksom på, at i læsning er der mange mål, ikke blot to for enden af banen. Man kan score mange gange på vej op ad banen. Og læsevejlederen er holdets træner!
Desuden findes sider til fri kopiering, litteratur (læsevejlederens grundbibliotek), pædagogiske test og evalueringsværktøjer, anden litteratur og webadresser.
En særdeles væsentlig udgivelse! Et "must" for enhver skole!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
August 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

