Landbrugsforlaget
Landbrugsforlagets katalog 2009 præsenterer mere end 100 titler – bøger, håndbøger, pjecer og billedserier. I april udkom det flotte værk ”Natur- og vildtpleje”, der er skrevet af Niels Søndergaard. Det er fyldt med fantastiske fotos og illustrationer. Undervisningsmidlerne, der præsenteres nedenfor er mestendels for de ældste elever i folkeskolen.
Anmeldelser
Omtalte titler:
”Alle tiders bonde”
Redigeret af Annette Jensen
Landbrugsforlaget 1999
192 sider
”Alle tiders bonde – lærervejledning”
Landbrugsforlaget, 2007
36 sider
Om
DANSK
”Alle tiders bonde”
”Alle tiders bonde” fortæller i poesi, prosa og billedkunst om bondelivet fra slutningen af 1800-tallet til nu. Således starter antologien med en tekst af Henrik Pontoppidan fra 1887 og slutter med en tekst af Hans Otto Jørgensen, der selv har været landmand, fra 1998. Teksten hedder ”Glæden ved at samle sten”. Han har også skrevet teksten ”Ko nummer 152”. Knud Erik Pedersen bidrager med et uddrag fra ”Puslinglandet” (ikke ”Puslingelandet”, som der står i indholdsfortegnelsen!).
”Alle tiders bonde” er faktisk rent guld til dansklæreren og historielæreren.
Til ”Alle tiders bonde” hører også en lærervejledning med spørgsmål og diskussionsemner.
”Landbohistoriske billeder”
Alle billeder er malet af Rasmus Christiansen (1863-1940), og det er en sand guldgrube at dykke ned i. Der er bl.a. billeder af stenrydning, hjulplov med 6 stude, såning med hånd, høbjærgning, kornhøst, brygning af øl, bagning, møggilde… og – ikke at forglemme – optoget forbi Frihedsstøtten på Vesterbro i 1888, hundredåret for stavnsbåndets løsning. Det er enestående malerier fra en tid, der ligger langt tilbage, og til hvert enkelt maleri er der en kort forklaring på både dansk og engelsk. Rasmus Christiansen var fra 1898-1915 ansat som tegner ved dagbladet ”Politiken”.
”Landbohistoriske billeder” (Fås også som CD)
Landbrugsforlaget, 1978
93 sider
”Landbrugets historie – kort fortalt”
Claus Bjørn og Erland Porsmose
Landbrugsforlaget, 1999
127 sider
”Danske landbrugshistoriske film”
HISTORIE
”Landbrugets historie – kort fortalt”
6.000 års historie skåret ned til 130 illustrerede sider! Det har været noget af en opgave for bogens to forfattere Claus Bjørn og Erland Porsmose, men ikke desto mindre er det en fornem bog, der giver et fint overblik over landbrugets fantastiske udviklingshistorie. På forsiden af bogen ses den berømte lille grå Ferguson, der revolutionerede landbruget i 1940´erne og 1950´erne, med en to-furet plov.
”Danske landbrugshistoriske film”
Kataloget omfatter 260 forskellige danske landbrugshistoriske film fra perioden 1905-1990. Kataloget er opbygget emnemæssigt og inden for hvert emne efter filmenes alder. Det er selvfølgelig det historiske, der er i fokus – men sikken en udvikling! Det er muligt at ”bladre” kataloget igennem på hjemmesiden. Filmene kan bestilles på DVD. Se adressen nedenfor!
”Husdyrhold – adfærd. Velfærd og etik”
Mette Giersing m.fl.
Landbrugsforlaget, 2006
240 sider
SAMFUNDSFAG
”Husdyrhold – adfærd. Velfærd og etik”
Bogen lægger overordnet op til en diskussion af de etiske spørgsmål i forbindelse med husdyrproduktion, og giver derefter en grundlæggende indføring i husdyrs normale adfærd. Også menneskenes tætte kontakt til husdyrene igennem tiderne behandles. Fine fotos og tegninger støtter læsningen glimrende.
”Landbrugets kulturplanter – Billedark” (Fås også in English)
Anne Eriksen
Landbrugsforlaget, 2003
25 sider
”Planteproduktion”
Lotte Ipsen
Landbrugsforlaget, 2007
140 sider
”Økologisk landbrug”
Simme Eriksen m.fl.
Landbrugsforlaget, 2003
232 sider
BIOLOGI
”Landbrugets kulturplanter – Billedark”
I flotte klare billeder præsenteres 16 afgrøder samt 8 kulturgræsser. Hver plante beskrives med kendetegn, anvendelse, så- og høsttidspunkter, m.m. Hæftets anden del er oversigter over plantefamiliernes kendetegn samt vækstskalaer. Til slut en ordliste med de mest benyttede fagudtryk inden for planteavl.
”Planteproduktion”
Bogen giver et overblik over arbejdsgangen i en planteproduktion fra forberedelse af såbed til høst samt et teoretisk indblik i plantedyrkningen.
”Økologisk landbrug”
Bogen giver et grundlæggende kendskab til økologisk landbrug. Man gennemgår teori, principper og praksis for økologisk drift, herefter gennemgås mælkeproduktion, svineproduktion, plante- og grønsagsproduktion samt hønsehold. Endelig afslutter man med et kapitel om arbejdsmiljø i økologisk produktion.
”Matematik – i landbruget”
Ole Ebbesen og Bent Nielsen
Landbrugsforlaget, 2008
80 sider
”Matematik i landbruget – Opgavehæfte”
Ole Ebbesen og Bent Nielsen
Landbrugsforlaget, 2008
94 sider.
MATEMATIK
”Matematik – i landbruget”
Materialet henvender sig primært til elever i landbrugsuddannelsen, men kan sagtens bruges i relevante sammenhænge i folkeskolen. Formålet er overordnet at træne elementær talbehandling, der kan bruges i den virkelige verden.
”Matematik i landbruget – Opgavehæfte”
Hæftet indeholder mere end 300 opgaver af forskellig sværhedsgrad og følger stort set opbygningen i grundbogen.
Forlagets undervisningsmidler
Læs mere om forlagets undervisningsmidler på - hjemmesiden> Udgivelser
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Maj 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

