Landminer og tortur
To undervisningsbøger, ”Landminer” og ”Tortur”, sætter fokus på – desværre – alt for aktuelle og uhyggelig overgreb på menneskerettighederne. I mere end 100 af verdens lande er tortur en kendsgerning, og hvert tyvende minut er der et eller andet sted i verden et menneske, der træder på en landmine.
Anmeldelser
”Landminer”
Af Reine-Marguerite Bayle
Oversat og bearbejdet af Per Straarup Søndergaard
Forlag Malling Beck, 2004
109 sider
Om
Landminer dræber og lemlæster uskyldige mennesker. I ”Landminer” fortælles der i bogens første del, en dokumentarisk fortælling med titlen ”Lemlæstet”, om Prich, en bondedreng fra Cambodja. En dag, hvor han driver okserne på græs, griber hans ene fod fat i en tynd tråd. Sekundet efter eksploderer en landmine, og Prichs liv forandres radikalt. Vi følger Prichs kamp med at blive rask, få et kunstigt ben og at acceptere sin skæbne, og det er ikke nogen let proces. Anden del er den faktuelle del, der beskriver de forskellige typer landminer, og hvad man gør for at rydde op efter en krig. Tredje del af bogen hedder ”Pigen med mango-frugten”, der er en fortælling om pigen Zaida fra Mozambique. Hun møder samme grumme skæbne som Prich, da hun vil plukke en mangofrugt, men rundt om træet ligger der miner. Zaidas historie slutter med, at hun bortgiftes til en ældre bonde fra nabobyen. Zaidas far får tilbudt en ko i bytte, men Joachim, som Zaidas husbond hedder, er kendt for at behandle sine hustruer godt. Zaida føder en søn, og da hun første gang ammer ham, siger hun: ”Nelson, jeg ønsker, du må få et lykkeligt liv i et fredeligt land, hvor der ikke længere findes miner”.
”Tortur”
Af Bertrand Solet
Oversat og bearbejdet af Per Straarup Søndergaard
Forlag Malling Beck, 2004
96 sider
”Tortur” er bygget op på samme måde som ”Landminer”. En første del, der er bygget på en historie fra Rwanda, hvor en lærer bliver ”afhørt”, han pines, ydmyges, gennemtæves og udsættes for elektriske stød. Hans ”forbrydelse” er, at han i sin undervisning har brugt en tekst – ”Desertøren” af Boris Vian – der handler om en soldat, der deserterer. Andel del, den faktuelle del, fortæller om, hvad tortur er, hvem der torturerer, og hvem der tortureres. Desuden er der et afsnit om tortur gennem tiderne, om situationen i Rwanda, Mauretanien og hos kurderne i Tyrkiet samt et om internationale aftaler og konventioner. Tredje del er en hverdagshistorie fra Tyrkiet, hvor en kurdisk gymnasieelev bliver anholdt og brutalt mishandlet af politiet, fordi han har protesteret mod de tyrkiske myndigheder.
Bøgerne har klare holdninger, som målgruppen, læserne i 8.-10. klasserne og ungdomsuddannelserne, med garanti kan få øje på. Det understreges også af bøgernes forord, der er skrevet af henholdsvis Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International, og Steven Olejas, minerydnings-koordinator i Folkekirkens Nødhjælp. Den ferme forfatter Per Straarup Søndergaard har oversat og bearbejdet.
Bøgerne er – som det fremgår - ikke lystig læsning, men hvor er det godt, at der udgives sådanne bøger, og de skal selvfølgelig indkøbes til skolebiblioteket. I samme serie - ”Under anklage” - har Malling Beck tidligere udgivet: ”Terror” og ”Fundamentalisme”.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET".

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

