Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Hva’ ska’ vi lege?

”Hvad skal vi lege?” er et ofte – og sandsynligvis universelt - stillet spørgsmål fra børn, der keder sig. Nogen siger, at moderne børn ikke leger (så meget) mere på trods af oceaner af legetøj, mobiltelefoner, spil, mp3-afspillere samt adgang til tv og internet, og at legetøj er ikke længere noget, man kun får til fødselsdag og jul. Det er blevet et almindeligt forbrugsgode. Alligevel keder børn sig ind imellem. Nu har Forlaget Olivia udgivet ”Alle tiders legebog” – og det er den virkelig i dobbelt forstand: Alle tiders legebog!

Anmeldelser

”Alle tiders legebog - lege fra Nationalmuseets arkiver og samlinger”
Lykke Lafarque Pedersen og Anne-Mette Marchen Andersen
Fotos: Nationalmuseets Arkiver, Anders Bergh m.fl.
Forlaget Olivia
112 sider

Om

Om forfatterne

Lykke L. Pedersen er museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet. Hun arbejder med de seneste 100 års kulturhistorie bl.a. inden for emnerne fritid, forbrug og familieliv og har ansvaret for erindringsmaterialet i Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser.
Anne-Mette M. Andersen er etnolog. Hun har arbejdet på Nationalmuseet og har blandt andet undervist i historiske lege på museer og i daginstitutioner.

"Alle tiders legebog" er en smuk bog med masser af instruktive fotos og tegninger. Bogen indeholder mere end 100 lege som blindebuk, dåseskjul, græsset gror, høvdingebold, klink, nipse, ståtrold, tampen brænder, æsel, osv., osv. Alle lege forklares omhyggeligt, og der er noder til sanglegene, så man også kan lære eller genopfriske melodierne.

Fra bogens indhold:

  • Leg i historien - med interessante iagttagelser
  • Leg - en alvorlig sag - og ikke "bare" for sjov
  • Leg som folkekultur - er et fint lille historisk afsnit
  • Kraftprøver
  • Hverdage og søndage
  • Kysse- og pantelege
  • Lege ved højtider

Det er ikke hensigten at romantisere de gamle lege, men snarere at give legene en slags renæssance, fordi de er tidløse og slidstærke. Mange lege er desværre gået i glemmebogen, men her har man chancen for at lære dem på ny - både hvis man er forældre og pædagog/lærer. Og så er legene sjove, enkle og interessante - forhåbentlig også for nutidens børn.

Bogen er inspirerende på flere måder, både når større grupper af børn skal lege sammen, når børnefødselsdagen, eller ferien mangler et underholdende indslag.

Legene er udvalgt således, at de kan leges uden særlig meget udstyr. Dog er der nogle lege, hvor man skal bruge f.eks. pinde, bolde, kugler, sten, dåser eller reb, som man let og billigt kan skaffe. Mange af legene lægger op til, at børnene bevæger sig - fortrinsvis udendørs. Derudover er de udvalgt, så der er mindst to børn, der kan lege dem - gerne endnu flere. Samtidig opfylder de kravet om at tale til fantasien - så de bliver sjove at lege. Legene er for drenge, piger, små og store - og hvorfor ikke også voksne?
 
Bogens museale oprindelse fornægter sig selvfølgelig ikke. "Alle tiders legebog" fortæller interessant og levende om legenes oprindelse og historie. Mange lege har været leget over hele verden i forskellige variationer, så der kan være mange lokale forskelle. Lege skifter også i takt med samfundsudviklingen. Der er i høj grad mode i lege.

Barndommen - og den tid, hvor man leger - er blevet kortere end tidligere, så derfor er "Alle tiders legebog" en kærkommen (gave)bog for både børn og voksne.

Bent Rasmussen
November 2006.