”Leo Lokum og Lille Lort”

Bent Rasmussen kredser ofte om to store temaer - døden og kærligheden - i sine romaner, men ikke på en knugende måde. Det gælder fx den smukke roman, ”Stefans rejse til en død mand” (2001), hvor Stefans oldefar er død. Forfatteren sender Stefan og kammeraten Victor ud på en slags “dødsrute”, hvor de bl.a. også skal over den mytologiske flod Styx, og det gælder også i romanen ”Jasper, hankatten og det skaldede spøgelse” (1986). En dejlig bog om Jasper, der tænker meget over døden efter en ældre sømands begravelse, men den handler også om skolegang, hjemmeliv og kærlighed. Filmatiseringen kom til at hedde ”Det skaldede spøgelse” og er instrueret af Brita Wielopolska og blev en smuk film bl.a. på grund af nu afdøde Ove Sprogøes formidable spil.

Det er næsten en ”regel”, at Bent Rasmussen i sine fortællinger switcher mellem den realistiske verden og den mytiske verden eller en drømmeverden. I bogen ”Børne- og ungdomslitteratur – Portrætter af 10 danske forfattere” (Bogforlaget HER & NU, 2007) siger han bl.a. følgende:
”… Hvis man skal trække en rød tråd igennem hele produktionen, så er det balancegangen mellem drøm og virkelighed. Det er fordi, begge dele er væsentlige for den menneskelige tilværelse. Man kan ikke leve et virkeligt liv uden drømme, og man kan heller ikke gå og dagdrømme, uden man har et virkeligt ståsted. Børn og unge har ret til at pleje deres drømme. Og så er det jo interessant at bevæge sig lige på det sted – også fordi nogle af drømmene bliver til virkelighed, men desværre også omvendt. Virkeligheden forbliver en drøm - og det har jeg eksperimenteret meget med. Man kan godt sige, at det er en slags rød tråd i mit forfatterskab.”

Den røde tråd er også mere end tydelig i ”Leo Lokum og Lille Lort” – henholdsvis far og søn. Lille Lort hedder også Laurids, og han bor sammen med sin far Leo ude i et af de randområder, som Bent Rasmussen er så god til at beskrive. Leo har et slamslugerfirma med sloganet ”Hvis lokummet svømmer, hvem kommer og tømmer?”

Det er ikke altid nemt at være Laurids, der har mistet sin mor, han bliver drillet, han føler sig ensom – men både han og faderen er godt på vej gennem sorgen, men pludselig en dag ringer Laurids´ mobil og en hæs stemme siger:
”Du sover endnu, prins Laurids. Godt. Så hør efter. Din tiptipoldefar vil tale til dig om sin gyldne fortid. Død er ikke altid død, men det kan du umuligt forstå. Jeg taler fra det ukendte land. Skulle du finde mig gående lyslevende rundt, så hils på mig. Jeg har karameller i lommerne, lakrids mellem tæerne og penge under hovedpuden. Sov godt, Deres kongelige højhed. Månen er gul, og natten er lang.” (side 11)

Uden at røbe for meget, så udviser far Leo både kløgt, fantasi og kreativitet i forsøget på at få skubbet Laurids videre med et kærligt puf.

”Leo Lokum og Lille Lort” er en fin og varm roman skrevet med fornem sprogsans.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2009.