Det levende sværd

Men Eken bager et helt andet eventyrbrød, end man forventer – historien bliver en dannelsesrejse, hvor intet går, som det plejer.

Kong Leo er en mand, der holder på formerne, og selv om hans egen våbenmester rent faktisk ER landets tapreste og dygtigste kriger, nægter han at bruge dette ”levende sværd” mod dragen, for Eriann Våbenmester er nemlig en pige – og det passer ikke rigtig sammen med prinsessen og det halve kongerige!

Kongen sender derfor Eriann ud for at finde den helt, han mangler. Da hun møder Vidar, tror hun, opgaven er løst, for han ligner en ægte helt, og så har han endda arvet et sagnomspundet våben, Det Levende Sværd. Der er kun ét problem: Vidar er søn af en bager og vil meget hellere lave mad end at træne med våben og kæmpe mod drager. 

Eventyret ender selvfølgeligt med Vidars – og Erianns – drabelige kamp mod dragen. Resultatet af den må man selv læse sig til.

---

Med forlagets pressemeddelelse fulgte 3 ”skarpe” spørgsmål til Cecilie Eken (CE).
Her er 1. spørgsmål:
Du har skrevet en eventyrbog fyldt med klicheer. Alligevel er det blevet en anderledes, original bog. Hvorfor? 
CE: ”Mange af klichéerne har jeg givet en drejning: Helten elsker at stå i et køkken, prinsessen, der skal reddes, er rimelig uudholdelig, superkrigeren er en pige. Først og fremmest er synsvinklen anderledes end eventyrets – den er lagt hos en, der normalt er en perifer biperson, nemlig kongens betroede kriger, der skal finde en helt, som kan befri prinsessen fra dragen. Helten og hans udvikling fra fattig, faderløs dreng til modig dragedræber følger vi kun på sidelinjen, bipersonen og hendes udvikling har overtaget forgrunden, og det forrykker hele perspektivet.”

I ”Mørkebarnet” beskæftigede Cecilie Eken sig med ”det lyse” barn og ”det mørke” barn, at vi alle indeholder både lyse og mørke sider, og at det må betragtes som en helhed. I ”Det lysende sværd” har Eken fokus på balancen imellem krigeren, det maskuline, og det mere følsomme i et menneske, det kvindelige om man vil. For at blive hel må Eriann udvikle sine følsomme sider, og Vidar må for sit vedkommende lære at bruge sine maskuline sider. Eller som Cecilie

Eken selv svarer på spørgsmål nummer 2:
Hvad skal vi egentlig med endnu en eventyrbog? 
CE: ”Tjah, dette er sådan set en moderne historie om kønsroller og følelsesmæssig udvikling, der bare er fortalt i en eventyrramme. Personerne er meget nutidige: Der er den vrede, aggressive unge kvinde, der gerne vil have kontrol og styre alting efter sit hoved, og der er den følsomme, legeglade fyr med åbenlyst feminine sider. De skal forholde sig både til sig selv, hinanden og til omverdenens forventninger til deres opførsel. De bliver sat under pres – konfronteret med eventyrets ”alt eller intet”-tilgang skal de finde deres egen vej, der i høj grad handler om at nå frem til at rumme modsætninger og nuancer – altså et ”både-og”. Den problematik, synes jeg, er meget aktuel for unge mennesker i et så kompleks samfund som Danmark år 2010. For mig fungerer det bare bedst at nærme mig den slags ad eventyrets vej.”

Cecilie Eken har skrevet en dejlig bog med et stort sprogligt overskud. Suverænt får hun fortalt et dejligt nyt, men også på mange måder traditionelt eventyr med et fornemt spil imellem Eriann og Vidar. Hun bruger den kloge gamle kriger, Ulvar, som i 3 uger træner med de to unge, på en fin og klog facon. Især Eriann må igennem en svær proces, før Ulvar slipper hende igen.

Cecilie Eken er mere end god til at udfordre sig selv, hver gang hun skriver et nyt værk, og ”Det levende sværd” er naturligvis ingen undtagelse. Her er 3. skarpe spørgsmål:
Du sætter dig altid en udfordring, før du går i gang med at skrive en ny bog. Hvad har det været denne gang? 
CE: ”Der har både været en sproglig og en indholdsmæssig udfordring. Rent sprogligt var jeg interesseret i at forsøge mig med en jeg-fortæller, der er så begrænset i sit sprog, at hun som udgangspunkt kun kan fortælle i hovedsætninger. Kan man så overhovedet få fortalt en historie på en læseværdig måde? På det indholdsmæssige plan var jeg optaget af følelser som vrede og frygt, og hvordan de hænger sammen. Store følelser – og samtidig ville jeg gerne skrive en munter og skæg historie, der legede med en masse velkendte elementer. Det punkt, hvor teksten balancerer mellem sjov og alvor, har jeg forsøgt at ramme.”

”… hvor teksten balancerer mellem sjov og alvor, har jeg forsøgt at ramme.”  Måske noget af det sværeste, en forfatter kan udfordre sig selv med, men Cecilie Eken mere end lykkes med at indfri sine egne udfordringer. Det er bare så flot!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2010.