”Lille mirakel”
Når man har oplevet, at et nært familiemedlem har haft svært ved at blivegravid, når det så omsider med lidt god hjælp fra en klinik lykkes, og når man så ser en scanning med et lille væsen med hoved, arme og ben, ja, så er det et lille mirakel – nej, et stort mirakel.
Anmeldelser
”Lille mirakel”
Desmond Morris
Oversættelse: Jan Katlev
Hamlyn, Politiken, 2009
192 sider.
Om
Om forfatteren
Desmond Morris er en internationalt anerkendt zoolog, forfatter og journalist. Hans enestående evne til at formidle sit pionerarbejde inden for udforskningen af menneske- og dyreadfærd har gjort ham til en førende skikkelse i populariseringen af disse emner. Morris har bl.a. skrevet Den nøgne abe, Menneskets adfærd og Forstå din baby.
Hvorfor har en baby flere knogler end en voksen?
Hvordan udvikler babyers hjerner sig?
Hvornår forstår de, at skjulte ting eksisterer?
Det er blot nogle af de emner, som forfatteren Desmond Morris, kommer ind på i sin nye bog ”Lille mirakel”. Bogen gennemgår babyens læringsprocesser og den fysiske, følelsesmæssige og sociale udvikling i løbet af de første to leveår med tilbageblik på fostrets tilværelse i livmoderen.
Bogen er skrevet på baggrund af den allernyeste forskning og fortæller bl.a. om barnets imponerende anlæg for at vokse og udvikle sig. Mellem undfangelse og fødsel øger et foster sin vægt 3.000 millioner gange. Så snart babyen er født, falder hastigheden af denne lynvækst, og mellem fødsel og anden fødselsdag vokser baby ’kun’ fire gange i størrelse. En imponerende vækst, men jo intet i sammenligning med udviklingen i livmoderen.
Bogens billedside giver samtidig indblik i det lille barns fysiske og psykiske egenskaber. ”Lille mirakel” er en hyldest til menneskets evner og bedrifter; fra de allerførste levedage til hvordan kroppen udvikles, og hvorfor babyer heldigvis virker så tiltrækkende på voksne mennesker.
Desmond Morris formår at skabe et præcist billede af menneskets første to leveår, set fra det lille barns synsvinkel. Om et lille barns utrolige udvikling – fra den dag, det kommer til verden lille, sårbar og ordløs, til den dag, hvor det kan fejre sin 2-års fødselsdag og både er begyndt at gå og tale.
Det er en fantastisk bog! Intet mindre!
PS: OK så – jeg skal i min høje alder – hvis alt går vel - være farfar for første gang til marts 2010. Det bliver STORT!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

