Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Lom og luskerne

”Lom og luskerne” – med tekst af Kurusa (pseudonym) og dejlige illustrationer af Isabel Ferrer – er en fin lille billedbog med en sød pointe.

Anmeldelser

”Lom og luskerne”
Kurusa (pseudonym)
Illustrationer: Isabel Ferrer
Oversat af Rúben Palma
Palka, 2011
36 sider.

Om

Om forfatteren

Kurusa (pseudonym for Carmen Diana Dearden) blev født i Caracas, Venezuela, og studerede antropologi på McGill Universitetet i Montreal, Canada. Hun har tilbragt hele sit liv med børnebøger og biblioteker. Har tidligere på dansk udgivet ”Et sted at lege (Høst & Søn, 1982).

Om illustratoren

Isabel Ferrer blev født i Barcelona i 1969. Hun er uddannet biolog, og efter nogle afstikkere begyndte hun at studere illustration på Escole llotja de Arte y Diseno i Barcelona. I 2000 og 2002 modtog hun den spanske pris Mercé Llimona de Literatura Infantil for sine illustrationer.

Løven Lom har en ret vildtvoksende manke, men det klør og kradser til den store guldmedalje. Det er luskerne, utøjet, der er flyttet ind, og løven Lom lider. Jabiru Langeben giver Lom det gode råd, at han skal rede sig, men det nægter Lom pure. Det er dog en stakket frist, og så må løven Lom krybe til korset – en udredning kan ikke længere gøre det – og Lom må til sidst bede Jabiru Langeben om at klippe hele manken af.

Men nu ligner løven Lom nærmest et pindsvin, og de andre dyr griner ad ham. Han skjuler sig i sin klippegrotte, men så en dag kommer en lille pindsvineunge forbi, og den kaster hele sin kærlighed på Lom. Den tror nemlig, den (endelig) har fundet sin mor!

Løven Lom har heldigvis fået en kam af Jabiru Langeben, så han fremover selv kan holde manken fin, og den lille pindsvineunge hjælper det bedste, den kan.

Bag i bogen kan man læse, at forfatteren altid har drømt om at have en vildtvoksende rød manke, og at illustratoren har en forkærlighed for at tegne alt muligt kryb. En interesse, der stammer fra hendes uddannelse som biolog.

En i bedste forstand sød billedbog.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juli 2011.