Loppen og professoren

”Sommerfuglen” handler om kærligheden – eller måske snarere om den forpassede kærlighed. I Irene Hedlunds fornemme billedfortolkning føres læseren i løbet af årets 12 måneder ind i såvel sommerfuglens ydre som indre univers. Det er nærliggende at tolke H.C. Andersen himself ind – og det gør Irene Hedlund naturligvis, men formår - trods historiens dystre morale – på en forunderlig og dejlig måde at pode både farve, glæde og livsmod ind i sine tegninger.

I jubilæumsåret 2005 gjorde Irene Hedlund det så igen med det mere kendte Andersen-eventyr ”Det er ganske vist”, der blev tolket yderst originalt. Tegningerne indbyder til en spændende opdagelsesrejse blandt ikke blot høns, men også blandt andre eventyrlige væsener i en skøn blanding af middelalder og surrealistisk fremtid. Hønsehuset er en fugl, hønsene er kvinder! - jo, du læste rigtigt - husene har ansigter, små rumvæsener og ditto uhyrer alle vegne, uglen er i ridderdragt, det vrimler med æg alle vegne, æg i æggebægre kan med enkle Hedlund-tegnesving blive til græske møller, plukkede høns i blomsterranker ligner en slagtelinie på et fjerkræslagteri - et væld af pudsige og morsomme situationer.

”Loppen og professoren” er endnu en smuk billedbog i rækken af fornemme billedbøger fra Irene Hedlunds hånd. Andersen må glæde sig i sin himmel. Eventyret starter med en dødsulykke. Hovedpersonens far, der er luftskipper, styrter til jorden med sin ballon kort efter, at han har sendt sin søn – professoren - ned med en faldskærm.

Professoren drømmer om egen ballon, men har ingen penge. Han lærer sig behændighedskunstner og bugtaleri. Hans lille kone hjælper ikke bare til ved at sælge billetter. Hun assisterer også professoren i forbindelse med et kunststykke, hvor han putter hende i en stor bordskuffe - eller rettere i forskuffen, hvorefter hun kryber om i bagskuffen, så hun ikke længere kan ses, når han trækker skuffen ud igen. Men en dag er hun forsvundet, og han har kun loppen tilbage.

Så dresserer han loppen, "lærte den behændighedskunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, men lille."

Succesen er allerede hjemme på dette tidlige tidspunkt i fortællingen. Ganske vist må professoren og loppen rejse på jernbanens 4.klasse - senere bliver det 1. klasse - når de skal ud i den store verden, men kommer jo egentligt lige hurtigt frem, som professoren konstaterer.

Succesen fører på et tidspunkt professoren og loppen til "de vildes land". Her regerer en 8-årig prinsesse, som har taget magten fra sin far og mor "for hun havde en vilje og var så mageløs yndig og uartig".

Prinsessen vil bare eje loppen. Det siges om hende i denne forbindelse, at "hun blev ganske vild af kærlighed og var jo allerede vild i forvejen."

Professoren og loppen er herefter reelt fanger - loppen tøjres til prinsessen, og professoren kan ligge i en hængekøje dagen lang, men han keder sig guds jammerligt.

Han vil derfor bort fra de vildes land, men han er også på det rene med, at han må have loppen med sig. Den er jo hans levebrød.

Professoren bilder prinsessefaderen ind, at han vil bygge en stor kanon, men i virkeligheden er det en ballon. Den redder det umage par ud af en knibe, og som slutningen lyder: ”Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen, eller hvorfra de har den, de er holdne folk, hædrede folk, loppen og professoren.”

Igen tegner Irene Hedlund helt vidunderligt, idérigt og yderst originalt med brug af hele farvepaletten. Og hun fatter forfatteren! Sikken en fødselsdagsgave at give sig selv – og vi andre!

Originalillustrationerne til ”Sommerfuglen” og ”Det er ganske vist” har været udstillet på Aros i 2005, og tidligere har illustrationerne til ”Sommerfuglen” været udstillet på Helsingør Bibliotek og Højbjerg Bibliotek. Illustrationer til ”Det er ganske vist” har også været udstillet på Sæby Museum.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2007.