Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

"Målcirkler i børnehaveklassen"

Det er et meget omfattende arbejde, hvis hver enkelt skole/hver enkelt kommune selv skal opfinde ”den berømte dybe tallerken” og forholde sig til ”Fælles Mål”, selv udforme materialer til implementering af målene – anmelderen ved det fra sin tid i Vejle Kommune! – og derfor er det godt, at nogen har gjort et stykke arbejde for en.

Anmeldelser

Målcirkler i børnehaveklassen

”Målcirkler i børnehaveklassen”
Af Ina von Barm og Pia Jessen
Dafolo, 2010.

Det har Forlaget Dafolo gjort med fire såkaldte målcirkelmapper, hvoraf de tre udkom sidste år. Netop udkommet er ”Målcirkler i børnehaveklassen”!

Børnehaveklassen er fra sommeren 2009 blevet obligatorisk. På samme måde som resten af skolesystemet er arbejdet med elevplaner og evaluering også blevet en del af børnehaveklasseledernes arbejde.

”Målcirkler i børnehaveklassen” giver konkrete bud på, hvordan Fælles Mål kan gøres til elevernes mål og dermed brugbare i det daglige arbejde i børnehaveklassen.

Mappen tilbyder en enkel struktur til den faglige årsplan. Den indeholder eksempler på undervisningsforløb, der er ment som inspiration til, hvordan man kan bruge målcirkeltanken som arbejdsredskab allerede fra skolestarten.

Mappen indeholder et glimrende opbygget evalueringssystem ved hjælp af fire vægtløftningstegninger. Grøn betyder KAN – Gul betyder KAN med hjælp fra en anden elev – Orange betyder KAN med hjælp fra en voksen – Rød betyder KAN ikke endnu – enkelt og ligetil, så også børnene forstår, at de er med i et 360 graders eftersyn.

Mappen indeholder også et konkret bud på, hvordan målcirklerne for både indholdstemaer og beskrevne forløb kan munde ud i en enkel og brugbar elevplan.

Alle mappens skabeloner leveres desuden i pdf-format på en cd, hvor flere af målcirklerne også kan bearbejdes i word-format.

Et absolut brugbart materiale!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2010.