Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Mary i undervisningen

Der var engang…en pige, der hed Mary. Hun levede et ganske almindeligt liv i Tasmanien i Australien, men da der var Olympiske Lege i Sydney i 2000, mødte hun prinsen i sit liv, Frederik af Danmark. De blev forlovet, de blev gift og vil forhåbentligt leve med alt det, som tilværelsen nu engang byder på - og med hinanden - til deres dages ende.

Anmeldelser

"Mary - Danmarks kronprinsesse"
Af Marianne Randel Søndergaard
Forlag Malling Beck, 2005
40 sider

Om

Se, det var en rigtig historie, og nu har Marianne Randel Søndergaard skrevet en sød og varm lille fagbog med den livsbekræftende historie.

Bogen fortæller om Marys barndom i Tasmanien. Vi hører om familielivet, om Marys mor, der var meget sammen med sine børn, fulgte dem til sportsaktiviteter og ture ud i naturen. Desværre døde Marys mor pludselig af sygdom, et stort tab for en ung pige. Det har kronprinsesse Mary rørende - på den gode måde - fortalt om i en tv-film. Vi får at vide, at Mary studerede handel og jura, og at hun flyttede til Sydney som 22-årig og kom til at arbejde på et stort reklamebureau. Og så følger den velkendte historie i små fine bidder. Forlovelse, bryllup, rejser, repræsentative opgaver en masse…

Der er masser af fine fotos i mange forskellige formater, og layoutet er mere end værd at kaste øjnene på.

Der er en side med ordforklaringer og en side med mulighed for at mere læse- og "se"-stof om Mary - bøger, videoer, DVD´er og links, så der er masser af muligheder for at udfordre elever, der har behov for sværere ting.

Bogen henvender sig til eleverne i 3.-5. klasse.

Fin lille bog, der varmt kan anbefales!

Bent Rasmussen, marts 2005