Mester mellem himmel og jord
”Mester mellem himmel og jord” blev den allersidste bog i Thomas Windings originale forfatterskab. Iflg. forlagets pressemeddelelse foretog han de sidste korrektioner af teksten lige inden sin død i sommeren 2008. ”Mester mellem himmel og jord” er en sidste hilsen fuld af livsglæde, vid og hyggelig charme fra børnenes og hundenes ven, Thomas Winding. TAK - TUSIND TAK – må man bare sige!
Anmeldelser
”Mester mellem himmel og jord”
Thomas Winding
Høst & Søn, 2008
80 sider.
Det er femte ”Mester-værk” fra Thomas Winding hånd & hjerne. Han fortæller i sin egen helt vidunderlig stil om sin tilværelse med den kloge hund, Mester. De er begge ved at komme op i årene, er blevet lidt mere satte og har oftere brug for en lille ”morfar”, men Mester kan stadigvæk spæne hen over markerne, nyde en frikadelle med stor hengivelse og lytte til en af sin herres mange gode historier.
Meget morsomt får Mester også i bogen besøg af sin søn – men sønneke bliver hentet igen. Det bekommer Mester vel: ”Lige min type,” siger Mester. ”Kommer og går, som det passer ham.”
Ingen over eller ved siden af Mester!
”Mester mellem himmel og jord” har to spor, hvor det ene spor er samtalerne mellem Mester og Thomas Winding om livet og døden, Himlen og tilværelsen på Jorden. Det andet spor er Thomas Windings dejlige, livskloge og fantasifulde historier om deller, stormvejr, nissekommoder og træer, som vokser ind i himlen. Man kan tydeligt høre hans fantastiske stemme, når man læser!
”Mester mellem himmel og jord” er lige så charmerende som sine forgængere, og man må igen, igen… imponeres af Thomas Windings helt unikke og underfundige stil.
Mesterlige Mester!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

