De mange intelligenser i indskolingen
SIS akademi a/s har udsendt to nye kopimapper, der bygger på Howard Gardner´s nu otte (måske ni) intelligenser. Materialet "Klogskabens skat" henvender sig til indskolingen og kan bruges ved indføring af teorien om de mange intelligenser. Til materialet kan der købes en separat oplæsningsbog. Det andet materiale hedder "Gyserslottet - bogstaver i børnehøjde", og det indeholder masser af ideer til spil og lege med enkelte eller få bogstaver samt ideer, der bruger hele alfabetet.
Anmeldelser
”Klogskabens Skat” (kopimappe)
Forfatter: Lene Schmidt-Sørensen
SIS Akademi a/s, 2005
”Gyserslottet - bogstaver i børnehøjde”
Af Ina von Barm
SIS Akademi a/s, 2005
"Klogskabens Skat" har som grundidé en historie om 8 søskende, der drager ud i verden med hver sin intelligens for at finde "Klogskabens Skat". Materialet vil som udgangspunkt give eleverne en forståelse af, hvad klogskab er, og hvad det vil sige at være "klog på mange måder". På denne måde har eleverne mulighed for at blive klogere på både sig selv og deres klassekammerater. Hvad kan jeg bidrage med? Hvad kan jeg lære af mine kammerater? - og at man sammen kan en hel del mere. 2 er mere end 1 + 1 + 1 + 1 +1 + 1 + 1…
"Gyserslottet - bogstaver i børnehøjde" henvender sig til børnehaver, bh-klasser og de første skoleår. I arbejdet med materialet møder børnene en masse sjove personer, der gør det let for dem at lege med bogstaverne. Der er forslag til materialer, som de voksne kan lave, ideer til spil og aktiviteter, hvor børnene involveres. Men frem for alt har forfatteren udviklet et univers, som børnene må komme til at holde af, fx jappedapperen bogstavet j), den lange lemmedasker (bogstavet l), pilfinger (bogstavet p), den yndige ylledylle (bogstavet y) … Den overordnede hensigt er selvfølgelig at gøre børnene engagerede og interesserede i bogstavindlæring, så de kan lære de uanede kombinationsmuligheder, der ligger i at sætte bogstaverne sammen til ord. Mange, mange oplevelser forude. Ohøj!
To fine mange-intelligenser-materialer til indskolingen!
Bent Rasmussen, juli 2005

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

