”Hvor er min søster?”
Lillebror kan ikke finde sin pist forsvundne storesøster og beder bedstefar om hjælp. Det sker tit - iflg. lillebror – at storesøster pludselig forsvinder, men så tager bedstefar og lillebror ud for at lede efter hende. Det bliver en forunderlig rejse gennem mageløse landskaber med dybe kløfter og høje bjerge, sære væsner og underlige dyr, men nogle gange skal man ikke så langt for at finde den, man søger.
Anmeldelser
”Hvor er min søster?”
Sven Nordqvist
På dansk ved Johannes Møllehave
Carlsen, 2007.
Det er i al sin enkelhed historien i Sven Nordqvists smukke og fantastiske billedbog ”Hvor er min søster?”, der udkom sidste år. Han fik ideen til bogen for 25 år siden, fortæller han bag i bogen. Han forestillede sig en rejse gennem et drømmeagtigt landskab, og at tegningerne var ét eneste langt billede. Da han begyndte på bogen, havde han slet ikke sat ord på billederne. De var det vigtigste. Senere tænkte han, at der gerne måtte komme lidt ord på, men det var svært at skrive ord til billeder frem for at sætte billeder til ord. Så han lod projektet ligge – og så kom Peddersen og Findus og flere andre historier i øvrigt og lagde beslag på hans opmærksomhed i mange år.
Heldigvis fik han tid til at genoptage projektet!
Nordqvist har ikke ændret meget på de oprindelige skitser. Han ville bevare de første spontane indfald uden at beregne og tilrettelægge for meget. Teksten skulle være så selvstændig, at et barn kunne have glæde af bogen uden teksten.
Bogen handler – som nævnt i manchetten – om en lillebror, som skal finde sin søster, der er forsvundet. For at lede efter hende de rigtige steder må han forestille sig, hvordan hun tænker, og hvad hun bedst kan lide at lave. Han må kende hende for at kunne finde hende. Og mens han leder, husker han ting, han har oplevet med hende. Så vi lærer i virkeligheden søsteren rigtig godt at kende, selv om hun kun er med som en lille prik på hvert opslag i bogen. Det er – slutter Sven Nordqvist – den eneste gang, han har prøvet at skabe billeder, før teksten fandtes.
En fantastisk og herlig billedbog, der giver mindelser om ”Find Holger!” og Bente Olesen Nyströms ordløse billedfortællinger, men først og fremmest er det Sven Nordqvist for fuld skrue. Han fornægter sig aldeles ikke.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Januar 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

