”Dronningens tåre”

Vi er stadigvæk i et senmiddelalderligt miljø med borge og spektakulære landskaber.

Mira måtte flygte ud i det ufremkommelige delta, hvor flere og flere truwaer skjuler sig for ikke at blive sendt i minerne af landets nye magthaverne, der af uforklarlige årsager efterstræber truwaerne. Ude i deltaområdet møder igen den gamle Zaddi Enøje, der opfordrer Mira til at tage ansvar for den specielle kraft, hun har arvet fra sin slægt. ZaddiEnøje oplærer Mira som dæmonbetvinger, så hun kan beskytte sit folk og tage kampen op mod de onde kræfter, som Gidaric – den nye Kundskabens mester – slipper løs over landet Dakja.

Men det er ikke nogen enkel sag at finde den rette vej, den rigtige balance for & i sig selv og andre, når det drejer sig om liv og død. ”Krigeren-trilogien” handlede fx om, at Odd, hovedpersonen, skulle finde ud af at styre sine indre dæmoniske kræfter, finde frem til sin (gode) indre kriger. I Historien om Mira skal Mira ikke alene lære at finde ind til sine dæmoniske kræfter, hun skal også lære at styre dem i en sådan grad, at de kan forsvare truwa-folket mod det onde regime, dakjanerne, der efterstræber truwaerne.

Det er (selvfølgelig) den klassiske fantasykonflikt mellem det gode og det onde. Josefine Ottesen har iflg. forlagets pressemeddelelse været inspireret af den franske filosof André Glucksmann, der engang har sagt, at vi må enes om at forsvare os mod noget ondt, men at vi aldrig kan eller skal samles om at skabe det gode samfund, for så bliver det totalitært. Dakjanerne har en drøm om at skabe det perfekte samfund, der er bygget på de historier, som Gidaric – Kundskabens mester, en slags spindoktor! – har fortalt dem. En del af denne spindoktorvirksomhed er at opbygge et dæmonisk had mod de omrejsende og kreative truwaer, der bl.a. er gode handelsfolk. Det lykkes ganske godt for Gidaric, der fører klart på point ved romanens slutning. Mira er mere end trængt. Faderen og moderen er væk, og broderen Rainer er blevet en fanatisk og fundamentalistisk kriger i dakjanerne garde. Det ser sort ud for Mira, der tilmed har mistet sin magiske sten, Dronningens tåre.

Det er ikke svært at få associationer til Historien med stort H i både nutid og fortid, når man som læser formeligt sluger ”Dronningens tåre”. Den er næsten alt for aktuel.

Bent Rasmussen
Februar 2006