Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

"Hvad mon mørket gemmer?"

”Hvad mon mørket gemmer?” er den 5. af Eva Matjekas (f. 1950) billedbøger om livets store spørgsmål, der henvender sig til alle fra 5 til 90 år! Det er bøger, der appellerer til undren, fordybelse, nærvær og dialog mellem barn og voksen.

Anmeldelser

Hvad mon mørket gemmer?

”Hvad mon mørket gemmer?”
Eva Matjeka
Illustrationer: Dorte Klingberg-Nielsen
Forlaget Facet, 2009
27 sider.

Om

Om illustratoren

Illustratoren Vif Dissing har været Eva Matjekas ”hofillustrator”, men hun er nu gået på pension, så nu har billedkunstneren Dorte Klingberg-Nielsen (f. 1956) taget over, og hun spiller på fornem vis op til Matjekas poetisk-filosofiske digte.

Læs mere om Om illustratoren

De tidligere bøger af Eva Matjeka er ”Har du tid?” (2008), der filosoferer over begrebet tid og sætter fokus på nærvær – nuet også kaldet, ”Kærlighed - hvad er det?” (2007) stiller spørgsmål til kærlighedens væsen, og svarene er mange gange inde i en selv - i ”dit hjertes krybberum", som Eva Matjeka udtrykker det, ”Hvad har givet rosen duft?” (2005) filosoferer over skaberkraften og appellerer til børns nysgerrighed, undren og spørgsmål om livets små og store processer, ”Hvor kommer farverne mon fra?” (2004) handler om lysets brydning i krystallen, regnbuens farver på himmelbuen og i ens egen stue, og endelig er ”Blomsternes Indre Liv” (2008) digte til blomsterdeva billeder af Peter Fich.

”Hvad mon mørket gemmer?” tager fat om det uhyggelige mørke - fører læseren gennem skyggerne ind i natten, ind til hemmelighederne … og lyset! Og hjælper læseren til ikke at være bange - heller ikke for det mørke, der bor i en selv!

Et af digtene:

Nattens mørke melodi
gør mig bange indeni
stopper det når jeg si’r ti?
er det bare fantasi?
jeg vil ha’ det mørke ud
er det også skabt af Gud?
Fra mit hjerte spør’ jeg dig
engel kan du høre mig?
hjælp mig ud af mørkets gys
med dit klare, hvide lys!


Der er en ærlighed i Eva Matjekas bøger, og der går en både religiøs, spirituel og filosofisk grundtone igennem hele bogen, der afgjort vil kunne fremelske masser af spørgsmål, når en voksen læser billedbogen for et barn. ”Hvad mon mørket gemmer?” vil også kunne være et glimrende udgangspunkt for filosofiske samtaler i skolen.

Mørket er som bekendt en forudsætning for lyset, og det formulerer Eva Matjeka sådan her:

Mørket kommer li’som gæster
som den største læremester
sliber nænsomt hver en kant
på din indre diamant!


Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2009.