Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Mogens & Mugge

Når man dagligt – med hund – bevæger sig rundt på fortove, stier og skovveje, kan man ikke undgå at bemærke, at folk har en dårlig motorik. Tilsyneladende er der ikke grænser for, hvad man ”taber”: juicekartoner, chokoladepapir, pizzabakker, cigaretpakker (tomme, ingen holder op med at ryge midt i en pakke!), flasker, dåser… you name it! Det kunne vi ærlig talt godt gøre lidt bedre, som en tidligere dansk statsminister engang sagde.

Anmeldelser

”Mogens & Mugge”
Tekst: Ulrik T. Skafte
Illustrationer: Rasmus Jensen
Turbine, 2010
36 sider.


Nu har forfatteren Ulrik T. Skafte og illustratoren Rasmus Jensen begået billedbogen ”Mogens & Mugge”, der har til formål at lære børn (jeg tror godt, man kan opgive de voksne!) om miljø og affald.

To sultne måger – Mogens & Mugge – er i fokus. De elsker pomfritter og pizzastykker og andet affald, som folk er så ”gode” til at smide fra sig. Vi følger de to måger over en dag, og de gør sig mange erfaringer og ser mange ting: konkurrence fra andre måger, en kragebande, en ræv med hovedet i en konservesdåse… ja, og så møder de oven i købet en far, der rydder op efter sig! Det er f…. uhyggeligt, du!

I billedbogen finder man også på hvert opslag en masse opgaver, som opfordrer til at gå på jagt i de ekstra store flotte Rasmus Jensen-illustrationer. Man skal finde drengen Oscar, affaldskurve, skrald, æbleskrog og en masse andre ting. Bagest i bogen er der løsninger på alle opgaverne.

En vigtig pædagogisk bog om affald og affaldshåndtering til brug i familiens skød og til de ældste børn i børnehaver og børn i indskolingen.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2010.