Mona

Dorte Karrebæk skriver selv i forlagets pressemeddelelse: ”I hele børnebilledbogens historie har forældre været nogle fraværende væsener, der havde en servicefunktion. De lavede mad, gjorde rent og læste højt om aftenen. Eller de skændtes, og så vidste man, at det var en skilsmissebog. Jeg har selv gavmildt bidraget med begge dele. Nu har jeg lavet en bog om en forælder. En bog, der antyder, at tilværelsens måske styres af tilfældigheder, og det ikke nødvendigvis er dårligt. En bog om Mona, der prøver det så godt, hun kan, selv når alting er sort uheld.”

Og det hele starter unægtelig med et sort uheld. Mona møder en charmerende fyr, der tager hende med på restaurant og bagefter står den på brudesuiten på hotellet med champagne og alt, hvad dertil hører. Næste morgen står fyren tidligt op siger ”Hasta la vista”, og så – viser det sig senere, da Mona vil forlade hotellet – hænger hun på regningen. Det er tjeneren/portieren – Jensen – der antaster hende, da hun er på vej ud. Han kommer i øvrigt til at spille en stor og vigtig rolle i Monas liv. Men først står den på opvask, opvask… og hun er selvfølgelig også blevet gravid. Sjove og pragtfulde billeder viser fødslen – det bliver en dreng, som hun er nødt til at tage med på arbejde i opvasken på hotellet, hvor mor og barn flytter ind i værelse nr. 13 med bad.

Drengen hænger på ryggen af Mona, mens hun knokler med opvasken. Pasningen af drengen tager al hendes tid, og hun er lige ved at give op, men drengen, der kommer til at hedde Helmer, er ikke tabt bag en vogn. Han lærer simpelt hen at tørre af, mens han hænger på ryggen af Mona. Da han bliver større, bliver det bare omvendt: hun hænger på ryggen af ham, og pludselig skal Helmer i skole. Jensen er hele tiden i baggrunden. ”Glem ikke at hente drengen…” siger han en dag til Mona, mens hun knokler i opvasken. Og dagene, ugerne, årene går… Helmer lærer en masse i skolen, og pludselig er han student. Jensen sørger for middag ved bord nr. 5, og han klarer også opvasken, så de to kan hygge sig og komme tidligt i seng. Det viser sig, at Mona har lært en masse ved at følge med i Helmers skolearbejden, og ved en pudsig fejltagelse bliver hun også student. Nu må du godt flytte hjemmefra, siger Helmer, og det får Mona til omgående at pakke kufferten.

Hun drager af med sin kuffert og standser ud for Jensens dør. Han bliver meget ked af det, da han ser Mona med kufferten, men snart vendes sorg til glæde, da hun siger: ”… Jeg flytter ind. Hos dig…” – og så flyver hun om halsen på Jensen og giver ham et ordentligt smækkys. Jensen kan næsten ikke tro det og ved ikke alt det gode, han vil gøre for Mona, der forfremmes til servitrice i restauranten. En aften kommer den charmerende fyr med en ny dame. Mona serverer for dem, men giver sig ikke til kende, selv om han synes at have set hende før. Jensen bliver frygteligt bange for, at Mona vil forlade ham, men det er helt unødige spekulationer. Til sidst sker der det, at charmetroldens dame gør det, som han gjorde, da han forlystede sig med Mona i brudesuiten: hun lister af tidligt om morgenen – og så må han i opvasken, hvor også Helmer arbejder. Og således mødes far og søn – dog uden at vide det. Og Mona og Jensen: de lever – med garanti – lykkeligt til deres dages ende!

En pragtfuld og optimistisk historie fuld af liv. Billederne er pudsige og morsomme, og man klukler igennem hele bogen. Det er ganske enkelt fornem billedkunst for børn, barnlige sjæle og voksne. Måske er tilværelsen – som Dorte Karrebæk udtrykker det overfor – styret af tilfældigheder?

6 store opvaske til Dorte Karrebæks ”Mona”!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2011.