”Monstre i mørket”
Bag billedbogen ”Monstre i mørket” står trioen Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir, der sammen har lavet teksten. Áslaug Jónsdóttir har tillige lavet illustrationerne. Samme trio har også lavet billedbøgerne ”Nej! sagde Lilletrold” (2004), ”Store monstre græder ikke” (2008) og ”Monsterpest” (2008). Alle udkommet på Forlaget Torgard.
Anmeldelser
”Monstre i mørket”
Tekst: Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir
Illustrationer: Áslaug Jónsdóttir
På dansk ved Hugin Eide
Torgard, 2009
Lille Monster er alene hjemme, hører en masse underlige lyde og gør sig allehånde forestillinger om, hvad det kan være: tyve, banditter, vilde dyr, slanger, edderkopper… Heldigvis dukker Store Monster – en storebror, en lidt ældre ven? – og han er ikke bange for noget. Han tør klatre på taget, tage brændenælder med de bare næver, sluge levende regnorme.
- Du er vel aldrig bange for noget, Store Monster?
- Nej, jeg er aldrig bange, siger Store Monster.
Men pludselig lyder der et smæld udenfor – og både Lille Monster og Store Monster får øje på uhyret ude i mørket – og de bliver begge to meget bange! Lille Monster bliver noget overrasket over, at Store Monster overhovedet kan blive bange, men ved fælles hjælp finder de ud af at skræmme uhyret (en kat er det!) væk.
Og pludselig er Lille Monster og Store Monster de to modigste monstre i hele verden – og der er ikke noget, der er farligt mere.
Fin lille allegori med fine, lidt grove tegninger – og en god pointe.
”Nej! sagde Lilletrold” handler om Lilletrold, der er bange for Storetrold, der altid vil bestemme og drille og ødelægge hans legetøj. En dag beslutter Lilletrold sig for at sige "NEJ". Og det hjælper!
I ”Store monstre græder ikke” er Lille Monster bedre end Store Monster til alting. Det gør Store Monster ked af det, men så foreslår Lille Monster klogt, at Store Monster skal lære ham at svømme.
Store Monster har fået monsterpest i ”Monsterpest”, og Lille Monster tager hen for at passe sin syge ven, som ikke altid er let at gøre tilfreds. Lille Monsters tålmodighed kommer unægtelig på noget af en prøve.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juni 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

