”Morfar og ulvene”

Og hvilket drama! Det overgår næsten alle ens (værste) fantasier. Bogens hovedpersoner – fire modige (børne)børn og deres let anarkistiske morfar – drager på ekspedition til et fjeld i Värmland. Morfaderen er ude efter at kurere Minas uhyggelige drømme, og han er sikker på, hvordan man kan overvinde sin skræk: Man skal blot foretage sig noget rigtig farligt! Og det må man sige, det – helt utilsigtet - bliver. Meget farligt endda! Ja, det er lige før, det ender med den helt store katastrofe, men mirakuløst nok kommer alle ekspeditionsdeltagerne fra turen med livet i behold.
Det vil være synd for læserne at udpensle historien alt for meget, men foruden de allerede fem nævnte, morfar, Cecilia, kaldt Ia, Marcus, Mina og Moa, møder vi også en klog gammel hund, en sød lille hundehvalp, en død hanulv, en hunulv, en meget levende ulveunge, en bjørn, to illegale ulvejægere og – ikke at forglemme – krokodillen fra Minas natlige mareridt. Ja, det lyder fantastisk – og det er det også!
Turen til De Tre Grotters Bjerg bliver en tur, som turens deltagere aldrig vil glemme, især må morfaderen – Per Olof Enquist, der falder og brækker benet – med garanti have overtaget Minas natlige mareridt - med eller uden krokodille.
”Morfar og ulvene” er en utrolig spændende historie, der vil få det til at gyse i enhver børne- og voksenlæser. Det er også en historie om, at det, man blev fortalt af officerer og befalingsmænd i soldatertiden, er rigtigt: du kan dobbelt så meget, som du selv tror, og ti gange så meget som din gamle mor tror! Ia beviser det simpelt hen, men kun takket være den kloge, gamle hund, Mischa.
”Morfar og ulvene” er fornem fortællekunst, der beviser, at virkeligheden undertiden overgår fantasien. Miraklernes tid er ikke forbi. Heldigvis!
Cato Thau-Jensen har tegnet omslaget og 14 tegninger inde i bogen, og de understreger på en herlig måde - men overtager ikke – historien.