Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Robert Muchamore

Forlaget Phabel har i 2007-2008 introduceret adventurebogserien CHERUB af Robert Muchamore (UK). Serien, der er på i alt 10 bind – foreløbig er de 5 udkommet i Danmark - handler om unge agenter og deres opvækst i agentorganisationen CHERUB. Børnene i CHERUB lever i en virkelig verden, som hverken er sort eller hvid, og hvor moralske overvejelser og seriøs livsfare konstant er nærværende.

Anmeldelser

"Ilddåb" (1)
Robert Muchamore
Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt
Phabel, 2008
318 sider

Narkobaronen (2)
Robert Muchamore
Oversat fra engelsk af Oliver Tramsen
Phabel, 2008
276 sider

Arizona Max (3)
Robert Muchamore
Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt
Phabel, 2008
251 sider

Dødsstødet (4)
Robert Muchamore
Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt
Phabel, 2008
267 sider

Dommedagskulten (5)
Robert Muchamore
Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt
Phabel, 2008
320 sider.

Om

CHERUB-universet
CHERUB-agenter er alle fra 10-17 år. Selv om de ligner normale teenagere, snyder overfladen. I virkeligheden er CHERUB agenter trænede – ligesom voksne agenter - i at spionere og infiltrere forbryderorganisationer. De bliver derfor ofte sendt på livsfarlige missioner. Ingen vil måske mistænke børn for at udgøre en seriøs fare. Derfor er de unge CHERUB-agenter yderst effektive. Men for deres egen sikkerheds skyld er det alligevel vedtaget, at ingen må kende til CHERUB-programmets eksistens.
I bind 1 – titlen er ”Ilddåb” – bliver den 12-årige forældreløse James, der er den gennemgående hovedfigur i serien, kontaktet af CHERUB, den hemmelige organisation, der uddanner børn til spioner, og efter en hård grundtræning bliver han sendt ud på sin første mission, hvor han skal afsløre et terrorangreb under et olietopmøde.
I bind 2 – ”Narkobaronen” – sendes James sammen med en gruppe til et af Londons mest belastede kvarterer, hvor narkobagmanden Keith Moore længe har haft magten. Men det er selvfølgeligt ikke ufarligt at lære pusher-håndværket.
Tredje bind hedder ”Arizona Max”, hvor James denne gang sendes på en meget farlig mission til det sikrede fængsel "Arizona Max". Her skal han hjælpe en international våbensmuglers søn med at flygte. En mission, der snart bliver meget farlig for både James og hans søster Laureen, der også deltager i missionen.
”Dødsstødet” er titlen på bind 4. James Adams har problemer med kæresten Kerry – og temperamentet. Men da han bliver sendt ud på en ny og farlig mission, får han andre ting at tænke på.
Opklaringsarbejdet byder på nogle ubehagelige overraskelser, og sandheden kendes åbenbart kun af en dreng, der er blevet dræbt af et fald fra et tag.

”Dommedagskulten”
I det netop udkomne bind 5 – ”Dommedagskulten” – har et hold CHERUB-agenter opdaget en forbindelse mellem øko-terrorgruppen ”Help Earth” og en velhavende religiøs sekt kendt under navnet ”The Survivors”. James sendes sammen med to kammerater og en voksen til Australien for at infiltrere sekten. Det bliver James´ hidtil hårdeste job. ”The Survivors” hovedkvarter ligger isoleret langt ude i den australske outback, længere ude end hvor kragerne vender. Der er 1.000 km til nærmeste by, og de teknikker, som sekten benytter for at hjernevaske sine medlemmer, sætter ham under et konstant og massivt pres. Det bliver ikke kun en kamp mod terrorister, men også en kamp for ham selv og de to andre at opretholde deres mentale stabilitet.

CHERUB-serien er afgjort værd at sætte øjnene i. Dens force er gode plots, masser af action og relevante problematikker. Serien henvender sig til både drenge og piger mellem 10-14 – piger spiller nemlig vigtige roller i romanerne.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Oktober 2008.

Om forfatteren

Forfatteren Robert Muchamore (f. 1972) har en fortid som privatdetektiv. Han har på baggrund heraf formået at skabe et univers, som på en gang er realistisk, barskt og fantasifuldt. Den engelske bogserie er foreløbigt solgt til USA, Frankrig, Tyskland m.fl. og der er indtil videre solgt over 600.000 eksemplarer. Robert Muchamore har modtaget en række priser for sine bøger, og der er netop kommet en filmaftale på plads.