Næslandet – Legenden om Querqus Skjoldet

Ofte ligger der et vældigt pres på en ungt menneske, som med sin indsats er afgørende for, at samfundet – verden – fortsat kan eksistere, og man mere end aner, at den 14-årige Oona skal gå så gruelig meget igennem, før hun – forhåbentlig – når ud på den anden side i bind 3!

Oonas verden vendes på hovedet, fra den dag hun gennemgår den rituelle indvielse. En uventet rejse fører hende ud i det virkelige Næsland, som viser sig at være langt farligere, end hun nogensinde havde forestillet sig. Hun møder grumme væsner, som hun ikke anede eksisterede, og hun, der er en glimrende bueskytte, en ældre troldmand og en ung prins må slås som bersærker for at nå frem til deres første bestemmelsessted, byen Lundene.

I følge en gammel profeti er Oona den kvinde, som skal frelse Næslandet fra dets ærkefjende Radixfolket, mørkets folk, der engang ødelagde Næslandets lysets træ, men ingen kender dog (endnu) grunden til, at det netop er Oona, som er udvalgt.

Oona har derfor ikke noget valg. Hun må kæmpe i en krig, hvor fortid og nutid mødes i et tilsyneladende uforståeligt og indviklet mønster af hemmeligheder og løgne.

Historien er flot kreeret – stort og flot slået op, som man siger i strikning og bagning. Sproget er flot og tæt, og man kan tydeligt mærke, at der er arbejdet intenst med det.

På Næslandets hjemmeside fortæller Eva Egeskjold, at hendes Næsland er stærkt inspireret af Nationalpark Mols Bjerge på Djursland, og det er imponerende, kreativt og flot, at et landskab kan generere en så storslået fantasi, som tilfældet er i Eva Egeskjolds roman.

På hjemmesiden om Næslandet skriver Eva Egeskjold bl.a.:
”… Det bedste fag i skolen var uden tvivl dansk, hvor skrivning af dansk stil for mig var ren nydelse – en ting som ikke var særlig populær dengang.
Skrivningen veg dog pladsen for tegning op gennem årene og resulterede i, at jeg blev uddannet arkitekt. Årene gik, hvor jeg i mellemtiden læste meget, fødte tre børn og byggede et alt for stort hus på Mols. Så jeg kan blandt andet mure, lægge tegltag og male både sort og hvidt.
Det var også i disse år, hvor jeg udvekslede børne- og ungdomslitteratur med min svigerfar, som var sognepræst. Så diskuterede vi efterfølgende bøgerne med hinanden. Min svigerfar var den, der læste det allerførste udkast til 'Næslandet', og som jeg bad om at stoppe mig, hvis det jeg skrev, var for ringe.
Inspirationen til fortællingen om 'Næslandet' kom sådan set snigende, efter at jeg flyttede på Mols. Det er altid inspirerende på mange planer at være forælder, og en episode med min ældste datter for mange år siden, affødte en strøm af idéer og efterfølgende tanker om, at det burde skrives ned. Jeg begyndte at skrive samme nat. Dette gentog sig igen og igen. Har ofte tænkt, at mine naboer må tro, at jeg fejler et eller andet. Af en eller anden grund kom idéerne ofte, når jeg hængte tøj til tørre ude i haven. Så for jeg ind og ud af huset mellem tørresnoren, computer eller bare et eller andet stykke papir, og således kunne ophængning af en enkelt vasketøjskurv tage meget lang tid.
Fortællingen om 'Næslandet' blev dog de første år skrevet på sene aftner og stille nætter, mens resten af familien sov, og hunden lå og peb og gøede, fordi den havde onde drømme. Skrivningen blev afbrudt af perioder med meget arbejde, taget op igen, skrevet om og om og om …
Senere blev oplægget mere struktureret, og jeg blev i stand til at sætte mig ned for bare at skrive…”.

Det er – som nævnt ovenfor – en ”regel” i den fantastiske litteratur, at et barn/ungt menneske skal gå så grueligt meget igennem for, at samfundet – verden – kan gå videre. Er det budskabet? Og har det den relation til virkeligheden, at vi – de såkaldt voksne/ældre – også er afhængige af, at unge mennesker vil gå vejen for os, så samfundet – verden – kan gå videre?

Det må læseren pænt vente med at få Eva Egeskjolds svar på i de næste to bind af den flotte fortælling om Næslandet. – Jeg er på!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2012.