”Nataberne”
Pigen Bea vågner en nat og ser sin brors natabe, der får hende til at kravle op på dens ryg, og så går det ellers af sted til torvet hen over byens tage.
Anmeldelser

"Nataberne"
En fortælling af Lakambini Sitoy og Lilian Brøgger
Oversat af Vagn Plenge
Forlaget Hjulet
44 sider.
På torvet er en regulær abefest i gang. Bea får øje på sin fars og sin mors natabe, sin lærers, ja, alle andre i byen har en natabe, men det har hun ikke.
Hvorfor?
Svar: Fordi hun har en dejlig fantasi - også når hun ikke sover! Og historien slutter: "Solen skinnede, der var en million ting hun kunne gøre, og intet ville kunne stoppe hende … intet i hele verden.
På et tidspunkt opdager nataberne, at Bea er en lille pige - og ingen natabe, og efter en smule snakken frem og tilbage bliver nataberne enige om at gøre Bea til nattefestens hædersgæst. Hun body-surfer i abearme helt op på scenen, hvor der venter en pragtfuld gylden trone.
Lakambini Sitoys smukke pointe med "Nataberne" er nemlig, at vi alle indeholder et legebarn, et natabe, der er i fri dressur om natten, når vi sover og drømmer, men barnets - Beas - fantasi lever også om dagen.
Bea kan ingen stoppe, livsmodet er oppe … "Nataberne" er dejlig læsning!
Lilian Brøgger har igen, igen, igen … leveret nogle pragtfulde illustrationer, som det er en sand lyst at se på. Hun har tydeligvis været meget inspireret af Lakambini Sitoys fine og fantasifulde historie. Mama mia, hvor er det flot!
"Nataberne" stammer fra Lakambini Sitoys novellesamling "Jungle Planet and Other Stories", der er udkommet i Sitoys hjemland, Filippinerne.
Hun har også skrevet novellesamlingen "Mens Rea and Others Stories", bidraget til mange antologier, bl.a. på dansk "Ansigter: Sydøstasien fortæller" (Hjulet) og "Herfra min verden går" (Dansk PEN). Hendes første roman, "Sweet Haven", er under udgivelse i Danmark og Frankrig. "Nataberne" er hendes første selvstændige udgivelse i Danmark, hvor hun nu bor.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
november 2011.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

