Historien om Noas Ark

Inden jeg tager fat på nyudgivelsen om Noa, vil jeg citere et afsnit fra Jens Raahauges bidrag til antologien “At forsvinde mellem linierne - Om bøger, der gjorde indtryk”. Her beskriver han, hvad han lærte af 9-årige børn, da han efter at have fortalt historien om Noa, bad dem om at tegne en tegning:

“… Og det er børn på 9 år, der har flyttet min opfattelse af patriarken Noah fra at være en udvalgt person, der gør det nødvendige til at være en betændt pragmatiker, der kan spænde over for meget.

Børnenes billeder af historier delte sig i to: harmoni- og katastrofebillederne.

Noah som den første præsident for Verdensnaturfonden redder de truede dyr, mens den Noah, der aldrig kan få ansættelse i Folkekirkens Nødhjælp, smilende ser til, at alle naboerne druker i vandet rundtom arken.

Men vi kender ham jo, ham, der kæmper for miljøet, mens han bomber for menneskeret og demokrati.

Ved at give børn frihed til læsning har jeg altså selv fået skærpet min opfattelse af det læste. Men jeg har også indset, at børn via deres enorme forbrug af elektroniske medier og bøger har opbygget en utrolig faglighed, som er lige til at investere i undervisning…”.

Den aktuelle udgivelse fra Carlsen har fine, enkle og venlige illustrationer. Smukke billeder, der er skabt med stor illustrativ præcision og med en lethed, der kunne se ud som akvarel/akvarel-blyant. Versene er lige ud ad landevejen med gode håndfaste rim. Historien slutter sådan her:

Så satte Gud på himlen blå
en bue fyldt med farver på
og sagde til dem: “Her er tegnet,
jeg viser jer, når det har regnet.”

Når solen skinner gennem regn,
står buen dér som Herrens tegn.
Den viser os i al sin pragt,
at det er sandt, hvad Gud har sagt.

Sten Kaaløs beretning om Noa former sig som en hyldest til livet, hvor han skildrer Noa som en fornøjet tyksak med store lyseblå øjne, der lyser indefra, “fordi han havde et lyst og fornøjet sind, fordi han næsten altid var glad og nysgerrig.” Og livsglæden følger ham gennem hele livet.

Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger boltrer sig - sammen - så det er en lyst. Midt i bogen har de lavet store plancher, hvor det er vanskeligt at skelne deres streger fra hinanden. Det samme gør sig gældende ved de mange vignetter, der illustrerer historien undervejs.

Tor Åge Bringsværds og Akin Düzakin er meget anderledes. Pragtfulde og dramatiske billeder, der tager udgangspunkt i en mellemøstlig billedverden. Også i dette pragtværk findes der midt i bogen en kæmpeplanche, der viser situationen, hvor dyrene lastes i arken. Tor Åge Bringsværd har bagest i bogen skrevet en udførlig redegørelse for, hvorfra han har taget elementerne til at stykke sin fortælling om Noa sammen.

Bent Rasmussen