Nowhere Kid

Det er ikke sjovt at finde ud af, at ens far er en plattenslager, men det er rent faktisk, hvad der sker for hovedpersonen John i denne fine ungdomsroman fra de glade tresserdage. Han bor sammen med sin to søskende – storebroderen Jørgen og lillesøsteren Sanne – i en 2 ½ værelsers lejlighed. Faderen må fem måneder i fængsel for snyd og bedrag, og da han kommer ud igen er alt forandret: moderen har fået job, storebroderen Jørgen, oprøreren i familien, har ladet sit hår gro og tager nogle gevaldige opgør med faderen, der ikke viger fra at bruge slående argumenter og andre bissetricks. Bl.a. klipper han på et tidspunkt sin ældste søn, og det ser hverken kønt ud på den ene eller anden måde. Lige så snart han har fået sin fine realeksamen, flytter han hjemmefra for at komme i murerlære, ja, han deltager ikke engang i festen for ham!

John køber en guitar, og da han har talent – også mere end storebroderen, der spiller basguitar – varer det ikke længe, før han kan de fundamentale greb og spille med i orkestret ”The Silver Souls”, som foruden John består af storebroderen Jørgen og de to brødre Troels og Simon Pio. John er også fingerfærdig på en anden måde, idet han en overgang reparerer ure med stor succes.

Thorstein Thomsen har lavet et flot portræt af John, hans usikkerhed på alt det, der foregår omkring ham. Han opdager fx på et tidspunkt, at faderen har en anden kvinde, og han opdager også sin egen betagelse af fru Pio, kammeraterne Troels´ og Simons mor. Også i familien Pio går det galt. Fru Pio kærester udenom, som man siger, og flytter bort.

Men John er også den, der tager ansvar og får den haltende familie til at fungere, da han finder ud af, at han ikke kan stole på faderen. Han må – ligesom storebroderen – vælge sit eget liv, et valg, som vi alle på et tidspunkt – the point of no return – må tage/har måttet tage. Han oplever også en stor sorg, da han mister sin mormor, og han oplever også forelskelsen.

Thorstein Thomsen er mere end dygtig til at karakterisere tiden:
”De fire musikere (The Beatles. Red.) var blevet fotograferet i det øjeblik, de sprang op i luften. De svævede så at sige i himlen. Jeg så på min bror og de to Pio´er. Vi vidste det instinktivt, vi vidste det, de voksne ikke anede: Det her var starten på en ny verden. Og de, der kunne opleve det, de, der kunne være med, var kun dem, der ikke var fyldt tyve år endnu. Det var for sent for de gamle.” (Side 7)

Det var for sent for ”de gamle” over tyve. Ak!

Som nævnt foregår ”Nowhere kid” i 1960´erne, men problematikken med at finde ud af at blive den, man gerne vil være, er tidløs. Også derfor er Thorstein Thomsens ungdomsroman så god.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2011.