”Michelle Obama - …”
”Michelle Obama – håbets førstedame” er skrevet af den amerikanske journalist Elizabeth Lightfoot, der også er bachelor i engelsk og amerikansk litteratur fra det berømte Harward University. Bogen om Michelle Obama giver et fascinerende indblik i en stærk, selvbevidst og klog kvindes liv og udvikling.
Anmeldelser
”Michelle Obama – håbets førstedame”
Af: Elizabeth Lightfoot
Oversat af Steen Sohn
Forlaget Sohn, 2009
260 sider.
Michelle Obama er ingen noksagt, hun har temperament, er veltalende – nogle karaktertræk, der allerede viste sig tidligt i hendes skoletid:
”… Michelle havde tilsyneladende også lidt af et temperament, som kan have været med til at motivere hende. En veninde fra Harward Law School, Verna Williams, har fortalt ”New York Times”, at Michelle engang fortalte om en lærer i grundskolen, der klagede over hendes hidsighed. Michelles mor havde ikke taget det så tungt. Hun havde svaret læreren: ”Ja, hun har noget af et temperament, men vi har besluttet at beholde hende alligevel.” Her kan vi se, hvor Michelle fik sin kendte humoristiske sans fra.” (Side 42)
Det er velkendt, at Michelle Obama har spillet en afgørende rolle i sin mands valgkampagne, og hun vil med sikkerhed komme til at gøre en kæmpe forskel under Barack Obama´s præsidentperiode. Elizabeth Lightfoot fortæller om hendes utrolige karriere fra tiden som student ved Princeton University, hvor hun læste afrikanske studier, til tiden på Harward Law School, hvor hun tog en doktorgrad i jura.
Bogen fortæller også om Michelle´s møde med Barack Obama. Hun var faktisk hans mentor, da han startede i det advokatfirma, som hun allerede var ansat i. Det førte ret hurtigt til forelskelse, og i 1994 blev de gift. Min kloge kone siger, at de foruden at være et smukt par med gode og stærke følelser for hinanden også ligner to gode kammerater! Det er sikkert også vigtige egenskaber at have med sig i den tid, der ligger foran præsidentparret. Somme tider er det vigtigere at stå skulder ved skulder end at danse cheek to cheek!
Michelle Robinson, som hun hed, før hun blev Michelle Obama, var faktisk på vej til en strålende og højt gageret karriere i advokatfirmaet, men valgte af idealistiske grunde at skifte til et offentligt job.
Bogen giver også et tankevækkende billede af mediernes dækning af Michelle Obamas optræden under valgkampen. Det må have krævet sin kvinde at holde balancen og begge ben på jorden, men hun er utrolig konkret og nede på jorden i sin måde at se tingene på. Et eksempel:
"Når jeg lægger børnene i seng om aftenen, så tænker jeg på den dag, hvor de vil have deres egen familie. Og at en dag vil de - og jeres sønner og døtre - fortælle deres egne børn om, hvad vi gjorde sammen ved dette valg. De vil fortælle om, hvordan vi denne gang lyttede til håbet og ikke frygten. Hvordan vi denne gang besluttede, at vi ikke længere ville tvivle og i stedet begynde at drømme. Hvordan vi denne gang - i dette fantastiske land, hvor en pige fra Chicagos South Side kan komme på universitetet, og en søn af en enlig mor fra Hawaii kan gå hele vejen til Det Hvide Hus - forpligtede os til at bygge en verden, som den burde være."
(Fra Michelle Obama´s tale på Det Demokratiske Partis konvent, august 2008.)
Spændende bog – and what a fascinating lady!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

